9. august 2010

Så gik der mere end et år, før der kunne findes tid til at opdatere min side, og der er sket meget.

Jeg er snart 6½ år, og jeg synes selv, jeg har styr på det hele😉.

I foråret startede jeg til ridning sammen med Emma, og det er lykken. Jeg rider på en rigtig sød pony, der hedder Mille. Det startede rigtig godt og allerede første gang, prøvede jeg at trave, og var rigtig god til det. Men da jeg havde været der et par gange, fik jeg et par forskrækkelser. Den ene var at Mille lige pludselig gik i galop på tværs i ridehuset, men jeg fik selv stoppet hende og efterfølgende var jeg lidt nervøs, men ville gerne fortsætte. Den næste ridetime startede virkelig dårligt, for mor fik den idé, at Victoria kunne sidde bagpå mig, mens jeg skridtede ind i ridehuset, men Mille er krydskilden, så hun smed Victoria af, og jeg selv gled ud over halsen, men kom dog selv ned. Det tog et par ridetimer, før jeg igen var klar til at trave. Jeg startede forfra med bare at sidde på Mille, mens hun stod stille, og næste gang skridtede vi kun, og så begyndte vi lige så stille at trave lidt ad gangen. Heldigvis skulle jeg på ridelejr i slutningen af juni. Der sov jeg i telt på rideskolen sammen med de andre ridepiger, og vi lærte en masse om heste og pleje og fik også redet. Det var en rigtig god oplevelse, og vi ristede skumfiduser over bål.

I maj startede startede jeg i SFO, og allerede fra start var vi inddelt i de kommende 0. klasser. Jeg er rigtig glad for det, og har fået mange gode venner. Jeg er kommet i klasse med Anna, Selma BT og Selma HV fra børnehaven, og det er dejligt, men jeg leger også med alle de andre. På torsdag starter jeg rigtigt i skole, og det er jeg meget spændt på.

Jeg har holdt 5 ugers sommerferie, fordi SFO'en har holdt lukket. De første uger var jeg hjemme sammen med mor, og havde forskellige legeaftaler, og ellers har vi været i sommerhuset i Vig. Vi har været meget ved stranden, og jeg har øvet mig rigtig meget i at svømme. Vi var også i Sommerland rigtig mange gange, og så havde vi besøg af moster og Thomas og Sofie, Morten og Maria og Emma og Victor, og onkel Kristian og Cille og Caroline. Det var dejligt.

Om en måned skal vi til Mallorca. Så skal jeg bade og svømme.😎

Det var vist alt for nu. Håber ikke der går lige så længe før næste opdatering...

Kærligst Isabella

7. maj 2009

Jeg cykler uden støttehjul nu, for jeg er så sej, når jeg er 5 år 😀.

Jeg er blevet en af de store i Gæslingen for alle 2003 og er rykket i SFO. Jeg er en god ven og har taget mig godt af 2005, som rykkede over til os i fredags. Jeg er især glad for, at Victor er kommet over til Gæslingen, for vi leger rigtig godt sammen. Jeg var hjemme hos ham i fredags sammen med mor, og han har en bil, man kan køre i, og så kørte han op og ned af vejen med mig. Det var rigtig sjovt. Han er min kæreste ligesom Jeppe. Anna er min veninde og vi leger også sammen hver dag.

Det var bare det, jeg ville....

/Bella


14. april 2009

Hejsa

Skal jeg fortælle jer noget...? Jeg har to kusiner nu. Carolone og Sofie-dotten. De er næsten lige gamle, og jeg synes, at de er mægtig  søde. De kan bare ikke så meget endnu, men jeg vil gerne lære dem alt, ligesom jeg lærer Victoria alt.

I fredags besøgte vi Kristian, Sille og Carolone (😉) og vi legede og hyggede hele dagen i sommerhuset, men desværre blev jeg bidt af en skovhugger (!) (flåt) på armen, og Silles pincet var ikke så god, så mor fik ikke det ene ben med ud, så det skulle graves ud med en nål. AV for pokker, og jeg var bare så bange - både for nålen og for flåten, så jeg græd rigtig meget. Men bagefter fik jeg påskeæg og et plaster på, og så gik det meget bedre.

For noget tid siden var vi i Caribien og jeg synes, at det var en god ferie, men der var lidt koldt, så jeg kom hurtigt til at fryse. Til gengæld mødte jeg nogle søde venner derovre, som jeg legede meget med. Bl.a. en dreng fra Paris, Kevin. Han var lækker!! 😘 Jeg kunne godt tænke mig at komme til Paris og se ham. Victoria blev bare så syg, og var det i lang tid, så hun havde vist ikke en så god ferie. Mor og jeg var ude og sejle, hvor vi så en stor pukkelhval lige ved siden af båden. Heldigvis havde vi taget søsygetabletter, for der var meget høje bølger, så jeg blev bange indimellem, men til sidst blev jeg træt og faldt i søvn. Flyveturen gik faktisk fint. På vej derover havde vi en lille dvd-afspiller med, men Victoria ødelagde den, da vi kom til hotellet, så den kunne ikke mere spille film, men gerne historier og musik. De andre hotelgæster må have troet at der boede 50 unge Nik & Jay tøser, for hver gang vi var på værelset hørte vi Nik & Jay MEGET højt og dansede og hoppede. Hver eneste dag spurgte jeg hvornår vi skulle hjem, for jeg vidste at når vi kom hjem, ville jeg have fødselsdag og blive 5 år. Wow 😀

Føst holdte vi fødselsdag for familien, og selv med mange afbud nåede vi op på at være 22. Jeg fik mange dejlige gaver. Jeg fik High School Musical film, musik og tøj, Hello Kitty tegneting, Kenzo taske, Penge til kontoen og tøj. Det var en dejlig dag. Bedstefar lavede lagkagen og Gitte bage boller (Tak for hjælpen!)

På min fødseldag havde jeg bestemt at børnehaven skulle herhjem. Far fulgte mig derned, og så skulle alle børn (vi er 14 årgang 2004-gæslinger) gå hjem til os sammen med far og tre voksne. Vi startede med skattejagt i haven, og så fandt vi skatten, inden vi var gået i gang, så far måtte gemme den et andet sted. Det var fordi der var fyldt med håndværkere, som pudsede og sandblæste, men det gik nu fint alligevel. Bagefter gik vi ind og spiste pølser med brød og bagefter legede vi lidt ovenpå. Heldigvis måtte vi også gerne lege på Victorias værelse og i soveværelset, for ellers skulle vi være 14 børn og 3 voksne på mit lille værelse . Da klokken var omkring 12 gik vi tilbage til børnehaven, og så blev jeg hentet tidligt af mor og far og faster, og om aftenen spiste vi på kinøjseren. Jeg havde en meget dejlig dag. Af bedstemor og bedstefar i Roskilde fik jeg en tur i cirkus med det hele; Brunch i Roskilde, cirkus Arena i Bellahøj, ponyridning i pausen, aftensmad på Mcdonalds, så det var en lang, men dejlig dag.

Om ikke så lang tid skal Caroline døbes og lige bagefter skal vi til Lalandia sammen med moster og Thomas og selvfølgelig også dotten, men jeg ved bare ikke rigtigt om hun kan bade, for hun kan jo ikke svømme endnu??!! Men ellers kan hun komme med i Knuthenborg og monkey tonkey land 🤩.

I sommerferien skal vi i sommerhus i Vig, og så tror jeg, at vi skal i Sommerland. Jeg elsker at være i Sommerland, for så kan jeg ride på ponyer.

23. januar 2009

Yop Danmark; her er endnu een... Hey hey. Jeg er bare SÅ vild med Nik og Jay! Jeg fik ghetteoblaster og deres nyeste plade i julegave, og jeg hører den hver dag. Jeg ønsker mig bare så meget at se dem til en rigtig koncert. Jeg kan stort set alle teksterne, og har set musikvideoerne, så jeg kan også lave nogle dansemoves, som vist er lidt upassende, når man er snart fem år. Til gengæld har jeg lært at "poppe" og kaste håndtegn 😎. Ghettoblasteren er med i hele huset. Både når jeg bader, når vi spiser og når vi leger.

Når jeg ikke hører musik, leger jeg med Victoria. Vi kan godt lide at køre med togbane og tegne, men hun smider altid farverne ned på gulvet og sidder og råber af dem, og så synes jeg ikke, det er så hyggeligt. Og når vi leger med toget, kan vi ikke blive helt enige, så vi leger ikke så længe ad gangen. Hrmpf. Vi er meget glade for hinanden, og jeg kan godt lide at være storesøster, som skal passe på lillesøster. Hun er alle vegne, og kravler på bordene, eller står og danser på stolene, så de vipper. Altså helt ærligt!

Siden sidst har vi været i Lalandia; Det var fantastisk. Badelandet var fint, men Monkey Tonkey land var bedre. Det er en kampestor indendørs legeplads med klatreborg i flere etager. Vi sov der tre gange, og det var rigtig hyggeligt. Så var det jul, og jeg fik en masse gode gaver. Jeg fik meget tøj, nogle sko, en masse brioting og barbiedukker. Sejt nok, mand. I juleferien var jeg i biografen to gange. Jeg så Madagascar 2 med mor og Mikkel og Niko og de flyvende rensdyr med bedstefar. Det er bare så sjovt at være i biografen, for så spiser man popcorn.

Jeg går og tæller ned til vi skal på ferie Caribien. Men allerførst skal moster have en baby. I går fik Onkel Kristian og Sillemusen sin baby, og hun var meget sød, og så havde hun en strømpe på hovedet. Ej hvor fjollet .

Det man siger er man selv for det står i aktunnel. Jeg er meget glad for at gå i børnehave, og jeg leger meget med Anna og Sofie B.T. De er mine veninder og vi fjoller meget, og Annas lillebror Gustav er også kun et år ligesom Victoria, og de går også begge to på Myretuen, så de bliver nok venner ligesom mig og Anna.

Jeg vil meget gerne bestemme så meget som muligt. Jeg ved godt, at det er mor og far, der bestemmer, men jeg prøver alligevel at bestemme, hvornår der skal ses Disney Channel eller høres musik på computeren.

Mor har lavet det bedste hyggehjørne i soveværelset, og vi leger meget deroppe. Vi hopper i sengen og læser bøger og ser tegnefilm.

Jeg bruger stadig sutten i weekenden, men det er vist slut nu, for jeg har fået noget eksem/tør plet om munden, og mor siger, at det er pga sutten, men det er vist også på tide, selvom jeg synes at den er hyggelig.

I dag er det weekend, og så er der pizza, disneysjov og fredagsslik. Det er en god måde at starte weekenden på. Jeg holder jævnligt fridage. Sommetider lægger vi planer, og andre gange slapper vi bare hele dagen og beholder nattøjet på HELE dagen. Den anden dag holdte vi skovtur på stuegulvet, for det var for koldt udenfor. Så sad vi på tæppet og spiste frugt og kanelgifler og drak mælk. Victoria kunne vist også godt lide det, og hun væltede slet ikke sit glas.

Hmm, det var vist dét.

/Isabella








10. oktober 2008

Halløj dér

Ja så er der gået endnu en måned, og jeg har (måske) haft en virus i luftvejene. I hvert fald har jeg hostet rigtigt meget og haft ondt i halsen. Til sidst måtte jeg til lægen, som ikke kunne høre noget, så han sendte mig videre til lab. på sgehuset, der skulle tage en blodprøve. Av og øv. Jeg var ret tapper, og reagerede først, da sygeplejersken var færdig, men så var jeg også meget ked af det. Det var i mandags og hele dagen strittede armen ud til siden, for jeg var sikker på, at den ellers ville gøre ondt. Det der gjorde mest ondt, var da jeg skulle have hospitalstapen af. Sygeplejersken havde tapet et lille bitte stykke vat fast med ca en halv meter tape. Av AV. Men heldigvis viste blodprøven at jeg IKKE har astma eller allergi over for noget, og det er dejligt.😀 

Mosters mave vokser, for der er en babyprinsesse derinde, men jeg kan ikke forstå, at mors mave stadig er tyk, når hun ikke har en baby i maven....??🤨 Sillemusens mave er også fin og rund, for hun skal også have en babyprinsesse, når det har været jul. Det bliver dejligt, for så får jeg to kusiner.

I Gæslingen går det fint. Vi er meget ude og har fokus på forskellige ting - bl.a. natur og krop og bevægelse. Jeg er vist lidt af en natur-"fætter" (eller hvad det nu hedder). I hvert fald bugner mine lommer af kastanjer, pinde, sten, sand og den slags. Jeg er ved at lære de forskellige træer, og kan nu kende bladene og nødderne fra et ege-træ! På vej til og fra børnehave øver jeg mig på tallene, men DET er lidt svært.

Herhjemme har vi stor glæde af mediecentret i stuen, for på youtube.com kan man finde ALT musik, og det gør vi så, og så danser Victoria og jeg. Vi kan især lide Nik og Jay (Boing), Alex (Hvad nu hvis) og L.O.C (xxxCouture), for så kan vi have bløde knæ og kaste håndtegn - yo! Vi leger også fangeleg og gemme (men Victoria står altid det samme sted, så det bliver hurtigt kedeligt).

I øvrigt er jeg blevet fire-et-halvt, så derfor kan jeg så mange ting nu. Victoria lærer også mange ting, men hun er kun et år, så derfor kan hun ikke lige så meget som jeg.

Om et par uger skal jeg på ferie i fire dage sammen med mor, moster og Victoria. Vi kører til Jylland for at besøge mormor, moster Laila og oldemor. Det bliver spændende om far kan undvære så længe...

Det var vist alt for nu.

Kh Isabella

10. september 2008

I'm back og det går rigtig fint...

I øjeblikket har vi cirkustema i børnehaven, og det betød, at der i fredags var sommerfest med rigtigt cirkus. Der var en klovn, Karsten Klovn, som også hed Karsten i virkeligheden... wow. Han fjollede og lavede sjove numre, og så havde han to grise med, som hed Josefine og Slikkeline. Der var også flødebollekast, ansigtsmaling, pølser og brød og an masse andre aktiviteter.

Nogle af de store drenge lærer mig at være meget grov, så jeg får skældud, og mor bliver ked af det. Den anden dag sagde jeg, at hvis jeg ikke måtte se tegnefilm, ville jeg finde en anden familie at bo hos... og da det ikke rigtigt gav anledning til reaktion, toppede jeg den ved at sige, at mor fik bank, når hun kom hjem fra fest. SÅ blev jeg sendt i seng, og kl. var endda kun 18.30, men jeg sov alligevel til næste morgen.

Men ellers er jeg en sød pige, som i det store hele hører efter, og jeg elsker at lege med Victoria. Det er sjovt, at hun er blevet større, for nu kan vi lege løve, der kravler efter hinanden, og så klukker vi af grin.

For en måned siden stoppede jeg helt med at bruge ble. Mor pressede mig ved at sige, at jeg først fik min sut, når jeg havde lavet pølser på toilettet, og det holdte i tre dage, men så kom det næsten af sig selv, og var ikke så svært, som jeg troede. Jeg fik min sut, da jeg skulle sove, og så regnede de med, at den var i vinkel, men det var den ikke...! Fredag aften ville jeg ikke på toilettet, og vågnede ved, at jeg havde skidt i trussen. Om lørdagen (på 5. dagen) var vi til fødselsdag hos Mikkel, men jeg havde meget ondt i maven, og kunne ikke finde ro til at lege. Jeg sagde, at jeg ville hjem, fordi jeg var træt, og selvom der blev lokket med, at jeg kunne sove dér, hvis jeg gik på toilettet, så ville jeg ikke. Jeg var sikker på, at jeg ikke kunne finde ud af det. Efter jeg var faldet i søvn, kom jeg igen til at prutte i bukserne. Øv. Dagen efter skulle vi aflevere bilen hos Kim og Liselotte, og da vi havde været der et øjeblik, ville jeg hjem, for nu pressede det på igen, men i stedet løftede mor mig op og satte mig på toilettet, og fordi jeg SKULLE holde mine arme om hendes hals, kunne jeg ikke holde igen, og SÅ kom det, og de efterfølgende dage, skulle jeg lige hjælpes lidt, men nu går det rigtig godt.

Jeg er ikke så god til at møde nye udfordringer, for jeg vil helst være helt perfekt og ikke lave fejl. Jeg får ellers hele tiden at vide, at man skal lære alting, og derfor bliver man først god, når man øver sig, men jeg ved nu ikke helt.... 🤨 Er det virkelig sådan for alle...? Kan man ikke klippe lige første gang man prøver?

Jeg synes, at det er hyggeligt at blive hentet tidligt, for når vi så kommer hjem, spiser vi friskbagt brød og drikker mælk 😀. Jeg bliver næsten altid hentet 15-15.30, og så går vi over og henter Victoria, og så pludrer vi hele vejen hjem i barnevognen. Nogle gange får jeg lov til at sidde i barnevognen sammen med Victoria, så det går noget hurtigere med at komme hjem. En dag regnede det så meget, at vi var gennemblødte, selvom vi havde regntøj på. Jeg hoppede i alle vandpytter, men så opdagede jeg, at der var hul i gummistøvlerne, så vi måtte købe nogle nye (prinsesse) gummistøvler på vej hjem. Men det var sjovt, og jeg hoppede meget højt 😉.

Vi er næsten lige kommet hjem fra en fantastisk ferie på Den Cyper(n). Jeg er slet ikke bange for at flyve mere, så jeg vil gerne af sted igen og gerne til Thailand, for det savner jeg. På Cypern var det meget varmt, men jeg blev faktisk lidt solbrændt, og man kan stadig se, hvor min badedragt har siddet 😎. Vi badede hver dag, og vi var som regel ved stranden om formiddagen og i poolen om eftermiddagen. Jeg kunne være i vandet hele dagen, hvis det skulle være. Desværre ventede moster med at købe en luftmadras til sidste dag, for den havde jeg supermeget glæde af. Om aftenen var jeg helt mast, og ville gerne sove i klapvognen, når jeg var færdig med at spise, men klapvognen er ved at være for lille til mig, eller også er jeg bare alt for lang, i hvert fald var det ikke så rart, så jeg ville gerne tidligt hjem i lejligheden og sove og se tegnefilm. Vi så vist ingenting dernede - kun stranden, poolen og en pub, der viste Liverpool 😉.

Over and out.

Ciao.

 

14. august 2008

Hold da op, det er længe siden, jeg har opdateret.

Der er sket en masse. Vi har holdt en god lang sommerferie, der startede med, at mormor var her nogle dage for at passe Victoria og jeg, mens mor og far var til voksenfestival i Roskilde. Vi hyggede os, og mormor forkælede mig igen 😀.

Vi har leget meget i den nye have. Både i legehuset og på legepladsen, og Victoria elsker at se mig rutche. Så sidder hun på trampolinen og skraldgriner med de små tænder. Jeg synes, at det er  smadderhyggeligt, når vi holder skovtur i haven. Nogle gange er det med madpakker og andre gange bare med kiks og saftevand. Vi har også været nede ved vandet mange gange med brød til ænderne og blishønsene.

I sommerferien var vi på ture til Knuthenborg og Sommerland Sjælland. Begge dele var sjovt, men der var meget langt til Knuthenborg, så da vi var nået til Roskilde, foreslog jeg, at vi vendte om - heldigvis kørte vi videre og havde en god dag med bedstefar, hvor vi så på dyrene og spiste madpakker. Sommerland Sjælland besøgte vi, da vi boede i sommerhus i Vig, og det tog kun et øjeblik, før vi var der. Vi havde en rigtig god dag med varmt vejr, så vi var også i badelandet. Det bedste var nu ponyridning, og mor har lovet, at nu hvor jeg endelig er helt færdig med at bruge bleen, så må jeg starte til ridning sammen med Emma. DET glæder jeg mig meget til! 😀. I sommerland var der også hoppepuder, men de var så varme af solen, at jeg brændte mig, så det gad jeg ikke.

Da vi var i sommerhus, tog vi hver dag hen til bedstemor og bedstefar, og Victoria og jeg sov der et par gange. Vi tog til stranden og spiste kanelgifler og reddede mariehøns, som lå i vandet. Pyha der var mange, og der var også brandmænd, så vi badede mest i poolen ved sommerhuset 😎. Den ene dag da vi kom hjem, fandt vi en død nattergal udenfor. Den var vist fløjet ind i vinduet, for den lå under det ene vindue og havde blod i øjet. Vi hyggede os med puslespil, og jeg lærte at spille fisk. Der lå en café tæt på, hvor sommerhuset var, så vi gik tit derover og fik en is, og så legede jeg på legepladsen. Jeg fik nogle venner den ene dag. Vi legede rigtig godt, men desværre fik jeg ikke deres nummer, så vi kunne have mødtes en anden dag. Øv.

Det var dejligt at komme tilbage til børnehaven og se mine venner og i øjeblikket holder vi Olympiade med stafetløb, marathon, højdespring og længdespring, så vi har lavet guldmedaljer og malet ol-ringe. I stafetten skal vi give en bamse eller et kram videre.

Der har været festival i Frederikssund, og den startede med børnekoncert, som vi var nede og høre. Det var Børnebanden, der underholdt, og bagefter var der ansigtsmaling for børnene. Jeg blev malet som en pink sommerfugl.

På mandag skal vi møg-tidligt op, for vi skal rejse til Cypern med moster og Thomas. Jeg glæder mig meget, bare ikke til vi skal hjem. Der er ligeså varmt som i Thailand, og der er børnepool.

Det var alt for nu.

Ciao, Bella

28. maj 2008

Hey hey

Så har jeg fået et legehus, og det er meget flot. Det stod i haven i søndags da vi kom hjem, og det er både mit og Victorias. Bedstefar skal lige ordne døren, for den er lidt stram, og den klemte min finger helt flad i mandags. AV FOR POKKKER, siger jeg bare!

I legehuset kan vi holde fest, og jeg bager kager og laver kaffe 😎. I weekenden skal vi indrette det med møbler og legetøj. Det glæder jeg mig til. Mange dukker og større ting flytter ind, for det fylder ret meget på mit værelse...

I er hermed alle inviteret til fest i legehuset, næste gang i kommer forbi .

Ciao,
Bella

23. maj 2008

Hej igen

Jeg var til fodbold i lørdags. og det var en succes. Jeg var eneste pige, men det gjorde ikke noget. Vi legede med bolden, og havde svært ved at forstå, at vi skulle samles i midten og spille med een bold, så den kom hurtigt op i hændene på den, som først fangede den. Vi stoppede også op for at rulle ned ad en lille bakke, men jeg glæder mig til i morgen, for så skal jeg af sted igen.

Den anden dag skulle jeg rulle ned ad en en bakke i børnehaven med Gustav i hånden, men hans sko ramte min næse, så det begyndte at bløde. Jeg har fået en del skrammer på det seneste, mest hudafskrabninger på benene, men også hul i hovedet da jeg faldt ned ad sofaen og slog hovedet ind i radiatoren, og i går væltede jeg i badeværelset, fordi gulvet var glat - jeg havde nemlig hældt vand ud over det hele.

I morgen skal jeg og Victoria ud og lege med Emma og Victor og vi skal sove der, for mor og far skal til fest 😀. Vi plejer at lege rigtig godt sammen, så jeg glæder mig.

Det var alt for nu.

/Isabella

16. maj 2008

Hej allesammen

Jeg er meget glad for alle mine kammerater i Gæslingen, og jeg er næsten ikke til at drive hjem om eftermiddagen. Jeg leger med dem allesammen, og Jeppe er min kæreste, selvom han indimellem slår. På lørdag starter jeg til fodold sammen med nogle drenge fra Gæslingen. Far skal være hjælpetræner, og vi skal spille ved gymnasiet (hvad er det egentlig?). Jeg er den eneste pige, men jeg er sej til at skyde "højdere".😀

Jeg bliver tidligt træt i øjeblikket, for vi er ude hele dagen i Børnehaven. I disse uger har vi bondegårdstema, så i onsdags var vi på tur til Stenhøjgaard i Frederikssund, som er en ude-børnehave med geder og kaniner. Det var sejt. I næste uge skal vi til Svanholm Gods, som er et stort økologisk landbrug m.v. Vi skal køre i bus, og der er mange dyr, som vi skal se. I de forgående uger har temaet været "Trolde" og "Krop og sundhed". Hver onsdag er det båldag, og her tilbereder vi forskellige ting på bålet. Det kan være varm kakao, popcorn, børnesuppe, boller osv. Det er meget hyggeligt, for så sidder vi rundt om bålet, og kigger på den voksne, der laver mad og drikke.🙂

I pinsen legede jeg med Mikkel og Josefine. Vi cyklede på den nye terrasse, og den er supergod at cykle på. Vi legede også med vandpistoler, men det var jeg ikke så god til at lege, for jeg kunne ikke lide, at de sprøjtede på mig, så jeg blev meget fornærmet, og ville ALDRIG lege med dem mere. HRMPF! 😠

Vi havde en dejlig ferie til Gran Canaria og jeg vil gerne snart derned igen. Det var sjovt at bade i poolen, og onkel Kristian var sej til at bade med mig. Jeg sov efter eget ønsker hver aften i stuen på en sovesofa, og hver dag var jeg i karbad!😎. Det var meget varmt, og jeg fik måske en liiiiiiiille smule kulør og et par ekstra fregner, og da vi skulle hjem, var jeg ikke længere bange for at flyve. Jeg holdt mor i hånden, og fulgte med ud ad vinduet. Mor havde forsikret mig om, at vi ikke villle falde ned, selvom "dem foran slap" eller "hvis vi bliver skudt med en pil", og da vi så landede i Madrid, blev jeg helt vild og råbte op "sejt, hø hø hø, og se lige flapperne er slået op hø hø".

For tiden går jeg meget op i at noget kan være "klamt", og grænserne forsøges rykket, men mor er benhård, så jeg bliver ret hurtigt sat på plads. Far griner ellers altid af mig og lærer mig frække sange. Hi hi.

Ciao

2. april 2008

Hej allesammen.

Så blev jeg endelig fire år og er startet i Gæslingen. Selvom jeg blev lidt ked af det i morges, da mor afleverede mig, så gik det fint, for Sofie hjalp mig med at vinke. Vi havde afslutning på Lærkereden i mandags, hvor vi bagte pizzaer og afleverede gaver til Martin og Anja, og i går blev vi hentet af de store gæslingebørn, som viste os hen til de nye pladser. Det var meget spændende. Anja er med os den første måned i Gæslingen, så vi falder godt til.

Julie henter mig to dage om ugen, og det er bare så hyggeligt at blive hentet tidligt. Så går vi sammen hjem til mig og vi får sludret en hel masse. Hun er så sød, for hun hjælper mig også nogle gange med at rydde op på mit værelse.  🤩

Jeg fik mange gode gaver til min fødselsdag. Jeg fik en lilla cykel med sort kurv og blomsterlygter, en masse tøj, tegnefilm, tusser, Grimms eventyr, et sjovt verdenskort og en tur efter eget valg med bedstemor og bedstefar. Bedstefar i Jægerspris havde en fin lagkage med, hvor der var et billede af mig på, der kunne spises. Jeg havde en dejlig dag, og Mikkel og Josefine blev og sov, og vi legede også hele dagen efter i haven, hvor vi hjalp far og Thomas med at pille sten op af terrassen, så vi blev både kolde og beskidte, men der var tændt op i brændeovnen, så vi kom indimellem ind og fik varmen og tørt tøj på.

På selve dagen var vi i zoologisk have. Det var lidt koldt, men vi fik varmen ved at gå i Tropehuset og se på krokodillen og aberne og alle krybene - adr! Jeg blev malet i ansigtet som en farlig løve, som I kan se på billedet og ellers hyggede vi bare med at se på dyr og spise is. Victoria sov hele tiden, så hun så ikke engang nogle af dyrene. Hun er en værre en...!

Jeg fjoller meget og gerne foran Victoria, for så bliver hun så glad. Særligt hvis jeg hopper eller råber. Nogle gange siger mor, at nu skal jeg være stille, fordi jeg taler meget, men så hvisker jeg bare med Peter Pan, for han vil gerne høre, hvad jeg har at sige. Peter Pan fylder stadig meget i mit liv... 😉

Som nævnt taler jeg meget om alt mellem himmel og jord, og jeg synger, men det er mest LoveShop, Nephew og George Michael og ellers sange, jeg selv digter.

Jeg er vokset 10 cm siden jeg blev tre år, og selvom jeg er lidt tynd, har jeg en fin BMI, siger lægen. Jeg øver mig i at fløjte, at kende bogstaver, at male inden for stregen og rime.  Jeg går også meget op i tiden og klokken og dagene.

I sidste uge var jeg ude og løbe på løbehjul, for det kan jeg godt lide, og da far kom ud til mig, fortalte jeg, at løbehjulet havde lavet en streg på bilen - altså fars. Så fik jeg besked på, at jeg skulle passe meget på, for det var ikke så godt, men helt ærligt, far har jo selv lavet masser af streger på bilen!

I går fik jeg min fødsesldagsgave af faster; En kjole, et par sko, en kasket og nogle hårdutter. Skoene er med i Gæslingen i dag, og de er lidt store, men der er glimmer på, og det skal de andre se! Det er ikke så dårligt at få gaver i flere omgange; Det er næsten ligesom at have flere fødselsdage. ("Hvorfor har jeg egentlig fødselsdag?" "Den dag man bliver født, er der man har fødselsdag" "Så var det heldigt, at det var min fødselsdag, ikk'".

Det var vist alt for nu.

Hey😎

9. marts 2008

Kære alle

Lidt nyt fra mig:
 
Jeg havde en god tur til Thailand, bortset fra, at jeg ikke kunne lide at flyve. Tiden var lang, så jeg så tegnefilm, tegnede og sov.

Jeg kunne bedst lide poolen, for bølgerne ved stranden var lidt for voldsomme til mig. Jeg legede med min badebold og lavede mad i en spand. Mest risengrød og suppe 😎.

Vi kørte en del i tuktuk, for det synes jeg er sjovt, og jeg var også vild med at ride på elefanter, og det gjorde vi tre gange.

Jeg havde en dag, hvor maven drillede, så jeg kastede op hele aftenen, men næste dag var det gået væk. Men så havde jeg fået en glassplint i foden, som en læge var nødt til at skære væk. Min fod gjorde meget ondt, for der var kommet betændelse i, så i et par dage, skulle jeg bæres. 

Jeg holdt en tigerunge og rørte en leguan. Sådan en ligner en gekko eller en dinosaur, men den var ikke farlig.

Det var nu også godt at komme hjem og komme i vuggestue, men sikke en uge. Den ene dag fik jeg en gynge i hovedet, så læben flækkede, næste dag faldt jeg og slog hovedet ind i madvognen og sidst fik jeg fingeren i klemme i gravemaskinen. Fredag holdt jeg fri, så lægen kunne se på min ryg. Jeg har i et par måneder klaget over ondt i ryggen og ondt i hovedet, men der er ikke noget galt. Jeg skulle bare drikke noget mere vand.

Nu ser jeg frem til min fødselsdag om et par uger. Det er meget spændende, hvad jeg får i gave..., men det bedste er, at Jonas kommer. Mine ønsker kan ses andet steds på hjemmesiden.

Julie er begyndt at hente mig to dage om ugen. Det er rigtig dejligt, for så bliver jeg hentet tidligere, far kan arbejde længere, og så hygger vi os på vej hjem.

Ciao,
Bella

8. februar 2008

Ohøj

Nu må det vist være min tur til at fortælle lidt, for jeg oplever altså også meget.

Jonas har været ned i min vuggestue to gange. Den ene gang for at hente mig sammen med mor og den anden gang i mandags, hvor det var fastelavn, og jeg var klædt ud som Askepot. Som sædvanlig ville jeg ikke slå på tønden, så jeg hang bare om Jonas' hals. I sidste uge havde vi fernisering i vuggeren. Vi havde lavet et projekt om Grønland i to uger, fordi vi har besøg af en grønlandsk pædagodpraktikant indtil marts. Vi har lært at kende dyrene, maden, lidt af sproget og hvad de laver. "Narmik" betyder Nej. Vores udstilling skulle vises til forældre og bedsteforældre og der var en fotograf fra lokalavisen, som tog billeder. Desværre var det kun Silje, der kom med på billedet... De voksne havde lært os, at man skal holde hænderne på ryggen når man er på udstilling, for man må ikke røre.

Ellers glæder jeg mig meget til vi skal til Thailand, for der er badekar. Jeg skal huske at have creme på hver dag, så jeg ikke bliver rød, og jeg har fået en fin solhat, som jeg skal have på altid.

I disse dage er jeg meget pirrelig og ked af det, for jeg skal lave pølser, men må ikke få en ble på. Jeg kan sagtens vente til vi kommer hjem fra Thailand (!).

Ellers har mor og far funet et par af mine citater frem:

Når jeg skal i seng:
"Jeg kan ikke sove, når værelset er så lille"
"Jeg vil ikke sove her, fordi loftet er alt for lille"
"Hvorfor skal de voksne altid være nede i stuen, når jeg skal sove?"
"Hvorfor skal børn altid være friske om morgenen?"
"Jeg holder mig vågen hele natten!"
"Så sover jeg bare med åbne øjne!"

Om fars fjollerier:
"Far, vil du straks holde op med det pjat!"

Om hvor børnene kommer fra:
"Hvorfor er du min mor?"
"-Fordi jeg har født dig"
"Var det fordi, du altid havde ønsket dig to piger, der hed Isabella og Victoria?"
"-Ja, og jeg var så heldig, at du kom først og bagefter kom Victoria"
"Jeg har også altid ønsket mig en mor, der hedder Karina!"

"Hvordan kom jeg så ind i din mave?"
"-Det var far..."
"Jamen, hvordan gjorde han så?"
"- doh.... øh... han tryllede...." (Far elsker det svar )
"Naaaaaaij vel?!"

Her er jeg

Hej og velkommen til min dagbog, som min mor vil forsøge at opdatere med jævne mellemrum. Hun havde ellers lovet sig selv, at hun ville gøre det fra jeg blev født, men hun har haft travlt.....

Men indtil videre, kan jeg fortælle, at jeg glæder mig rigtig meget til jeg skal være storesøster, for så skal jeg bestemme over hende. Jeg har været med til at bestemme, at lillesøster skal hedde Victoria/Viktoria - mor og far har bare ikke helt bestemt sig for om det skal staves med "c" eller "k". Mit første forslag var eller Balou, men mor sagde, at det kunne en pige ikke hedde....?? Jeg forstår det ikke, men nu synes jeg også, at Victoria med c eller k er meget fint. Ikke helt så "prinsesse" som Isabella, men næsten 😀.

4. januar 2008

Så tager jeg fat på et nyt år, hvor jeg blandt andet bliver fire år, rykker over i Gæslingen (børnehaven) sammen med de andre årgang 2004 til april og jeg skal opleve mere af verden.

Men allerførst kan jeg lige fortælle om juleferien; Den var dejlig lang og der skete en masse. Dels var vi meget ude og havde da også gæster, men der var også tid til at slappe af med tegnefilm og mit nye legetøj.

Dagen før nytårsaften var vi ude at gå en tur. Vi skulle ned til vandet, så vi gik langs Kalvøen, og jeg ville meget gerne kravle op af den næsten lodrette sklrænt, så mor tilbød at hjælpe mig op ved at gå bagved og skubbe mig i numsen, men altså helt ærlig, hun er selv blevet lidt tung bagi , så da jeg manglede et halvt skridt, lavede hun et baglæns rullefald HELE vejen ned af skrænten - rulle, rulle, rulle - og så lå hun dér så lang hun var, men hun havde altså taget fat i min hætte på flyverdragten, så jeg blev flået med ned af skrænten med hovedet først, så da rulleturen var slut, lå jeg med benene op ad skrænten, og hovedet ned i græsset. Øv, og lige i det samme kom en hel familie forbi, som syntes det så meget dramatisk ud, så de spurgte, om vi var ok. Det var vi. Jeg synes, det var sjovt, men jeg vil ikke prøve det igen.... 🙂. Mor blev ærgerlig, for hendes hvide (Burberry!) vinterjakke fik nogle huller på ryggen og der var meget snavs og græs på den. Så måtte vi hjem og have varm cacao.

Nytårsaften havde jeg set meget frem til, og jeg var meget spændt på fyrværkeriet, som er inde i nytårskrudtet (...). Vi var oppe hos Stig og Rikke, og jeg legede med Gustav og vi så Traktor Tom. Jeg holdt mig vågen til kl. 01, og havde da set en masse raketter, som var meget flotte. De bor på 3. sal, så vi kunne se fyrværkeriet over byen. Jeg ville gerne udenfor, så far og Stig tog et par bordbomber med ned, men det var der ikke meget kanld i, og jeg kunne ikke lide de høje brag, så vi gik op igen.

Nu er jeg tilbage i vuggestuen til hverdagen, og fra nu må jeg kun bruge sut om aftenen, når jeg skal sove. Jeg har ellers forsøgt mig med mange kneb. men mor og far falder desværre ikke for dem.

Slut prut.

/Isabella

28. december 2007

Halløj alle sammen og glædelig jul og mange tak for gaverne. Jeg har fået rigtig mange gaver - mest tøj og jeg er særligt vild med tøjet med glimmer på. Jeg har også fået en laptop, som kan lære mig at tælle og finde figurer, Little pony slot og flere ponyer, kaffestel og mad-ting og en lille prinsessekuffert.

Juleaften forløb fint, og jeg var ret tålmodig, men jeg var jo også sammen med Jonas... Jeg var med en gang rundt om træet og gik så ind på Julies værelse, hvorfra jeg råbte til far, at han bare kunne komme derind med mine pakker. Lidt luksusdyr er man vel, men det gik altså ikke.

Jeg nåede også at blive klippet inden jul. Mange krøller blev klippet af, men der er stadig mange tilbage. Jeg var faktisk ikke blevet klippet siden min fødselsdag, så det var vist på høje tid.

Så kom det - spørgsmålet alle forældre venter på.... hvordan kommer babyer ind i mors mave? Som altid var det det ene spørgsmål, der første til det andet, og efter at have været omkring, hvem der havde puttet mig ind i mors mave og hvem der puttede mor ind i mormors mave, ville jeg gerne vide hvordan. Mor smilede og svarede at det var trylleri, men jeg ved sørme ikke om jeg hopper på den, men indtil videre er det vist svaret .

Nogle andre spørgsmål jeg funderer meget over i øjeblikket, og det er primært omkring sengetid, er, hvorfor børn skal være friske om morgenen, hvorfor børn altid skal sove i deres seng, mens mor og far sidder i stuen og passer på mig, hvorfor mit værelse er sådan, når jeres er dér. Ja, man gør jo meget for at slippe for at lægge sig til at sove. En anden sikker måde at trække tiden på, er ved at bede om vand og efterfølgende skal ned og tisse 😉.

Godt nytår til alle.

Kærligst Isabella

5. december 2007

Hej allesammen.

Jeg har det fint, tak og jeg er opfører mig rigtig pænt i øjeblikket, for ellers kommer nissen ikke, eller også kommer drillenissen, og ham ved vi ikke, hvad kan finde på.

I søndags trillede far og jeg pebernødder og havregrynskugler. Pebernødder blev af ret variende størrelse og form, og mange af havregrynskuglerne endte i min mave, når jeg havde trillet dem i kokos. I morgen skal mor og jeg hente kassen med julepynt, og jeg håber, at vi snart skal have et lille juletræ, selvom jeg skal holde jul hos Jonas.

Jeg spørger VIRKELIG meget om alt muligt. F.eks. hvad mennesker og jorden er lavet af, og svaret fører som regel til næste spørsmål.

I øjeblikket protesterer jeg ret meget, når jeg skal i seng, og selv om mor og far siger, at nissen bliver væk, hvis jeg ikke bliver i min seng, er det alligevel ret svært, og jeg forsøger med alle mulige manøvre med, at jeg skal tisse eller er tørstig, og jeg er begyndt at trisse ind i soveværelset om natten, selvom det kniber pladsen i den store seng til os alle, så vi er vist alle ret trætte i øjeblikket.

Luv
Isabella

6. november 2007

Hej allesammen

Jeg har det fint, men jeg er begyndt at lave numre. Desværre bliver det opdaget, fordi jeg er stille. Der var f.eks. en dag, hvor jeg syntes, at det kunne være smart, hvis jeg malede Victoria i hovedet med guld og pink glimmer. Jeg synes, hun var meget smuk, og det syntes mor også, men hun sagde, at jeg ikke måtte gøre det igen, for det er åbenbart ikke så nemt at vaske ud af ørerne. En anden dag tegnede jeg på gulvet i soveværelset, så nu må jeg ikke længere farve med tusser.

Jeg kan godt lide at læse bøger højt for Victoria, og så ligger hun og kigger på mig og smiler.

Det var dejligt at have mormor på besøg og en dag kom de ned og hentede mig tidligt i vuggeren og så gik vi hjem med min lillesøster i barnevognen. Vi fandt desværre ingen kastanjer, for sæsonen er slut, men næste år, så kan vi finde nogle. Vi var også nede i byen, vi bagte, spillede spil, så tegnefilm og gik ture. Hun sov her i mange dage, men nu går der meeeeget lang tid, inden hun kommer igen. Det bliver først når Victoria skal døbes til februar. Det betyder at hun får vand i håret, men IKKE shampoo, for hun har jo næsten ikke noget hår, vel...!

Min bedstemor i Roskilde har brækket benet, så det vendte den forkerte vej. Jeg tror, at hun græd, for det gjorde meget ondt. Jeg græd også, da jeg brækkede benet, ikk' mor? Bedstemor skulle skære i et træ, men så faldt hun. Jeg har tegnet en tegning til hende, som vi afleverer, når vi skal besøge hende. Jeg savner min bedstemor.

Det er snart jul, og nissen ringede til mor den anden dag, da jeg var ude at køre med far. Han sagde, at hvis jeg stopper helt med at bruge ble, så får jeg en stor julegave. Det er hemmeligt, hvad der er i gaven, men jeg er også snart færdig med at bruge ble. Det er meget spændende, at nissen ringer til mor.


Jeg har forresten fået en ny prinsessekjole af onkel Kristian og Sille. Den er ikke gået i stykker, så den er meget bedre end den gamle. Desværre må jeg ikke have den på i vuggeren, fordi det er blevet for koldt, men jeg tager den på, når jeg kommer hjem. Nogle gange har jeg spildt så meget på den, at den næsten står selv, men jeg er ligeglad. Den må kun vaskes når jeg sover.


Ciao Bella 
 

16.oktober 2007

Hej alle sammen

Det går fint, og jeg synes stadig Victoria er sød. Jeg synes, det er meget hyggeligt at være med, når hun bliver skiftet, for så smiler hun med hele hovedet til mig. Jeg står på skamlen og gøjler og siger lyde 😀.

Jeg tæller på livet løs, og er ved at finde ud af ugedagene og hvornår det er i dag og i morgen, men det er godt nok svært. Jeg ved, at Isabella starter med "I", og jeg vil gerne snart kunne tegne det på papiret.

Jeg glæder mig til mormor kommer på torsdag (det er når jeg har sovet to gange), for så skal vi samle MANGE kastanjer, og måske kunne vi lave dyr af dem...? Vi skal også lave andre ting.

Måske vil hun med hjem og besøge Mulan eller Mickey Mouse. Jeg kan ikke forstå, at mor siger, at de kun findes i tegnefilmen, for vi kan da bare tage toget.

Har I hørt historien om dengang jeg var på rov hos naboen; Det var til mors fødselsdag i sommer, og vi sad på terrassen sammen med naboen. De afleverede gave og Tanja havde bagt muffins, så mor fik sådan en med flag i. Den så god ud, så jeg spurgte om jeg også måtte få en, og det måtte jeg gerne, så Tanja tog mig i hånden og så gik vi sammen ind hos Torben og Gudrun og hentede en kage til mig. Mums den var god - så god, at jeg uden at spørge og uden at sige noget overhovedet, selv gik ind i naboens køkken og hentede en kage mere. Da mor spurgte, hvor jeg havde kagen fra, svarede jeg, at den havde jeg da bare hentet hos Tobber og Gugu... Jeg fik ikke skæld-ud, men mor og far sagde at jeg altid skulle huske at spørge og aldrig selv måtte gå ind til naboen.

Det var nok løjer fra mig for denne gang.

Ciao

/Bella

14. september 2007

Hej med jer.

Jeg ligger i sengen med høj feber og udslæt, og har gjort det siden mandag. Mor tror, at det er skarlagensfeber, men jeg skal til lægen i dag, så jeg kan blive undersøgt.

I går var jeg lige forbi vuggeren for at få taget gruppefoto sammen med de andre fra Lærkereden (jeg sad ved siden af Oliver og Signe) og i morgen skal jeg have taget mit eget billede - måske med udslæt 😀, men på den anden side; sidste år havde jeg myggestik i hele hovedet.

Ellers går det fiiint. Det at blive storesøster er efterhånden blevet hverdag, og jeg er meget glad for Victoria 🙂.

Peter Pan, som er min aller-bedste ven, synes også at hun er sød. For de af jer, som ikke kender Peter Pan, vil jeg beskrive ham som en helt. Der findes ikke de ting, han IKKE kan, og jeg beundrer ham rigtig meget bl.a. fordi han har en lyserød hest, han tager toget til Thailand, han har mange tegnefilm, han kan tale engelsk og i det hele taget optræder han i ud af ti sætninmger fra min mund - til mine forældres store fornøjelse.

Det optager mig meget at være tre år, og det er en meget vigtig skillelinie i livet at blive tre år. Jeg går meget op i, hvad jeg kan og må, når jeg er tre år, som jeg f.eks ikke kunne, da jeg kun var to år. Victoria er NUL år, så hun kan absolut INGENTING...!

Ciao

/Isabella

31. august 2007

Hejsa

NU er jeg blevet storesøster, og det er ikke så værst. Jeg synes måske, hun er lidt kedelig, for jeg troede, at Victoria kunne kravle, når hun kom hjem, men mor og far siger, at der går laaaang tid endnu.
 
Indtil videre spiser hun mad af mors bryster, ligesom jeg gjorde, sover og laver grønne pølser. 

Hun sover i mors og fars seng, ligesom jeg, og den første nat blev jeg helt forskrækket, da hun på et tidspunkt græd, så jeg satte mig op i sengen med hænderne for ørerne og sagde, at hun skulle være stille. Det blev hun så, da hun fik mad. Det hjælper HVER gang, hun græder, og det er heldigvis ikke så tit. 🙂

I næste uge glæder jeg mig meget til, at hun skal med ned og hente mig vuggeren, for hun vil gerne se Lærkereden, og jeg vil gerne vise de andre, at jeg nu er storesøster.

Fordelen ved at blive storesøster er, at jeg får mange gaver, og de er bedre end Victorias, for hun får mest tøj.

Jeg har kun været jaloux på Victoria meget få gange, og det var bl.a. da vi kom op på sygehuset tirsdag aften. Hun lå hos mor og jeg var bare træt, og jeg ville hellere have, at det var mig, der skulle ligge hos mor, så jeg blev rigtig gal og ked af det, men senere blev jeg glad igen.

Vi får besøg i dag af grenen og faster Birthe, så vi skal lige have ordnet lidt, og jeg skal også have en overraskelse i eftermiddag (far og Isabella skal på Havnefronten til Havnefest, for der er en KÆMPE hoppeborg), og senere kommer Jonas og Julie, og DET glæder jeg mig meget til 

/Isabella
 

23. august 2007

Jeg er blevet en meeeeeget stor pige nu, for nu bruger jeg kun bleen, når jeg skal sove. De seneste 14 dage har jeg øvet mig i at tisse på toilettet, og da det gik fint, fandt jeg ud af, at jeg også kunne lave bummelum på toilettet. Jeg kravler selv op på kummen med min lille skammel, og når jeg er færdig kravler jeg op på en højere skammel for at vaske fingrene. Det er meget hyggeligt, og rart at have underhylere på i stedet for bleen. Jeg har slet ikke haft nogle uheld endnu.

Tænk at jeg skal være storesøster i næste uge. Det er jeg meget spændt på. Kan Victoria mon afleveres tilbage, hvis vi ikke vil have hende herhjemme? Jeg skal være hos bedstemor og bedstefar i Jægerspris fra mandag aften til onsdag, og så kommer far og henter mig. Vi håber, at mor kommer hurtigt hjem fra sygehuset, så vi kan være sammen alle sammen hele tiden.

2. august 2007

Hej igen

Jeg er startet i vuggeren igen efter sommerferien, og det var meget dejligt at komme tilbage og lege med Anna - jeg tror, at hun også havde savnet mig, for vi skyndte os ind i hulen, og jeg havde ikke tid til at sige farvel.

Vi har haft en dejlig sommerferie; Først var mormor her - helt sommerklippet, men dog med en fin paryk, som hun tog på, når vi skulle ud. Vi hyggede os, men der var travlt med at få ordnet mit og Victorias værelser. Jeg har fået nye møbler og nye gardiner, så nu ligner det altså et rigtigt børnelegeværelse. Den ene dag, hvor det var fint vejr, tog vi toget til Tivoli, men der var meeeget langt, for jeg glædede mig rigtig meget. Vi startede med en is, og så var jeg parat til at tage hjem igen, men heldigvis blev vi og jeg fik prøvet karusellen og dragebådene mange gange.

I øjeblikket siger jeg hele tiden laaaaaaaaang og meeeeeeget og det lyder helt fantastisk 😀.

Jeg gjorde mor meeeeeget flov den anden dag. Vi var på vej hjem fra sommerferie i jylland og det var lige ved spisetid, så vi satte os i restauranten på færgen. En sød tjener kom og tog imod vores bestilling og da hun spurgte mor, hvor gammel jeg var, kom mor til at sige, at jeg kun var to år, og helt ærligt, jeg er jo tre år og det er jo derfor jeg er flyttet ind på Lærkereden, så det sagde jeg til tjereren og så blev mor heeeeeelt rød i hovedet, så far måtte gå sin vej, for ikke at grine alt for højt. Mor sagde bagefter at det var meget flovt, og hun kunne slet ikke forstå, at hun havde sagt to år.. Men pyt, for vi fik vores mad alligevel.

Vi havde en dejlig ferie i Himmerland Vi var f.eks. ude at bade hver dag i svømmehallen, og far lærte mig, at golfkuglerne skal ned i de små kopper i græsset. Om aftenen lavede vi nye puslespil, så tegnefilm og malede med vandfarver, vi kørte til stranden og samlede sten og da vi var på vej hjem, kørte vi i Randers Regnskov. Det var alligevel en stor mundfuld, for mange af dyrene gik frit, og jeg skulle lige være helt overbevist om, at det var ufarligt, inden at jeg ville ned fra fars arm.

Jeg savnede kattene meget, mens vi var væk, så det var godt at se dem og kæle med dem, da vi kom hjem.

Nu er det hverdag og jeg skal i vuggeren næsten hver dag, og meget snart kommer Victoria. Æblerne er i hvert fald ved at være så store, som mor sagde, de ville være, når jeg skulle være storesøster og mor er begyndt at få en del ondt i ryggen - vistnok plukveer, men det ved jeg heldigvis ikke, hvad er.

Hvis I i øvrigt mener at have set denne prinsessekjole før, så er det fordi den nærmest er malet på mig. Jeg fik den i Thailand, og jeg har den på så meget som overhovedet muligt - uanset om jeg skal sove, til fest, i vuggeren eller andet. Jeg er SÅ glad for den!

Hey 😎

10. juli 2007

Tænk at i 2½ år er der slet ikke opdateret noget om mig, men kort fortalt, så er jeg jo vokset mig til at blive en stor pige. 

Min mor og far siger, at jeg er nem og sød, og at jeg har mine egne meninger. Jeg er meget nysgerrig. I øjeblikket koncentrerer jeg mig f.eks. meget om, hvorfor mor og far er "mor" og "far". og hvordan babyen er kommet ind i mors mave, men det er bare far der har puttet den derind, og nu venter jeg spændt på at den kommer ud til mig. Det bliver dejligt at se min lillesøster.

Jeg trives rigtig fint i vuggestuen. Egentlig skulle jeg jo gå i børnehave, men i min institution har man besluttet, at man først starter i børnehave i april det år, man bliver fire år, så jeg rykker først i Gæslingen til april. Til gengæld har de samlet alle årgang 2004 på Lærkereden, så vi er en stor gruppe, der rykker sammen over i Gæslingen. Vi leger rigtig godt, og jeg leger meget med Anna og Signe. Vi klipper, tegner, laver puslespil, cykler og leger hule og alt muligt andet, og jeg er helt træt hver dag, når jeg kommer hjem.

Jeg elsker at se tegnefilm, både på dvd og på Disney "djannner" (Channel).

Jeg var hurtig til at tale rigtig godt i lange sætninger, og jeg lærte hurtigt at tælle til ti, at genkende de vilde dyr, at fortælle røverhistorier og synge og danse.

Jeg er meget nervøs for, at jeg ikke længere skal bruge ble, men jeg ved, at det venter lige om hjørnet - det bliver faktisk nok i sommerferien, for mor og far siger, at det er lillesøster der skal bruge bleerne, men vi kan jo bare købe nogle nye. Nede i vuggestuen spurgte en tidligere pædagog mig for længe siden om jeg ikke lige ville sidde på det lille toilet, inden jeg fik bleen på, men jeg svarede bare "Det tror jeg ikke, du skal regne med" - og sådan blev det så.

Hmmm, hvad skal jeg mere fortælle om mig selv...?

Jeg elsker at rejse, og jeg har allerede været på Mallorca to gange - først med Bedstefar og Bedstemor da bedste far blev 60 år, og året efter med farmor, da hun blev 60 år. Jeg har også været i London to gange for at besøge Rasmus og Tanja og Rose. Rose er blevet støresøster til Arthur, så nu er vi snart det samme. Senest var vi i Thailand. Det var i februar i år. Det var rigtig dejligt, og jeg red på elefanter, aede gibbonaber og badede i poolen hver dag. Det var en dejlig tur, men man må ikke drikke vandet i badekaret, når man er i bad, fpr så får man ondt i maven.

Jeg har mine tro følgesvende: Elefanten og Lambi. Elefanten har jeg haft i snart tre år, og jeg bevæger mig ingen steder hen uden ham. Til gengæld er Lambi en erstatning for min hvide bamse med sløjfen, som vi mistede i efteråret, da vi var i London. Selvom jeg foreslog, at vi kunne flyve til London og hente den, sagde mor, at den var blevet HELT væk, og aldrig mere kan findes. Lambi er efterhånden blevet næsten lige så god, meeeen....

2. Februar 2005

Nu er du godt ti måneder, og der er sket en masse.

Da du var 8 måneder begyndte du at kravle. Det skete mens vi var i Jylland for at besøge mormor, oldemor og Vagn og moster Laila, der var hjemme på ferie. Du begyndte at spise mad mere og mere ligesom os og fik bl.a. forloren hare med kartofler og sovs. Det kunne du godt lide men om natten vågnede du og var utrøstelig. Først vidste vi ikke hvad vi skulle stille op, men da vi skiftede dig kunne vi forstå dig. Din numse var ildrød og hudløs flere steder, så vi måtte på døgnapoteket søndag morgen. Det gjorde mig så ondt at skulle skifte dig, fordi du vred dig i smerte og du kunne næsten ikke få luft fordi det gjorde så ondt. Heldigvis hjalp tjæresalven hurtigt og du havde bar numse det meste af dagen, så allerede om eftermiddagen var det meget bedre. Mormor havde en ekstradyne du legede på og der var et par store og små uheld, men dynen kunne vaskes, så det gjorde ikke spor. Det var muligvis kiwi, der var skyld i den røde numse.

Kort tid efter begyndte du at rejse dig op ad alt og nu spadserer du rundt, mens du holder fast i ting og er også begyndt at stå selv.

Julen fejrede vi hos bedstefar og bedstemor i Roskilde. Det var en dejlig aften, hvor du spiste julemad og risengrød med kirsebærsovs og fik en masse gaver. Du holdte dig vågen til kl. 22 og kom ud og sove i barnevognen mens vi pakkede alle dine gaver ud. Du fik mest tøj men også lidt legetøj og det passede os fint. 1. Juledag var vi på besøg hos Jan og Kirsten og på vej hjem blev du sløj, så vi måtte ringe til vagtlægen. Du havde feber og var meget snottet. Du fik en ¼ Panodil og noget kamillete og sov ellers fint om natten med hævet hovedgærde. Du har ellers været sund og rask, men vi blev alle meget forkølede i julen. Far holdte juleferie sammen med os, og det var dejligt at være sammen med ham.

Nytårsaften klarede du som ventet også rigtig flot. Vi var på Hækkevej, og der var også Gitte og André med sine 4 børn. Hold da op, hvor de larmede, og du kunne ikke lide, når de truttede i hornene. Du faldt i søvn et par minutter i tolv og sov tungt til vi kom hjem og kunne putte dig seng, hvor du sov videre.

I januar startede du så småt i vuggestue, og du er meget glad for at komme derned. Du er på Troldehøjen og både børn og voksne har taget flot imod dig. De første gange var jeg der sammen med dig om formiddagen, så var vi der og spiste med, så var du der alene og spiste med og nu afleverer jeg dig om morgenen mellem 9 og 10 og henter dig igen mellem 14 og 15. De siger at du er glad og nem og sover godt, og det tror vi på, for sådan er du også herhjemme.

Du spiser stort set alt, hvad vi spiser, men elsker ris og spaghetti med kødsovs. Guacamole er dejligt og kan spises på alt :o). Du er meget glad og små mellemmåltider i form af skorper og frugt. Dog lader det til at du ikke kan tåle klementiner, for din numse har været så rød og hudløs igen, og det gik ikke væk, før vi stoppede med at give dig klementiner. Igen var tjæresalve, zinksalve og babypudder gode opfindelser! Du spiser nu selv dine rugbrødshapser med fingrene og det sviner, og vi er også så småt begyndt at lade dig styre gaffel og ske, men det er nu nemmest med fingrene. Leverpostej, torskerogn og tun er rigtig godt på rugbrød. Ostehaps er en begrænset succes, men du spiser det. Ligesom du nu spiser en STOR portion havregrød hver morgen inden vi tager af sted i vuggestue.

Du er meget begejstret for Smutti og opfører dig indimellem som en kat. For nogle uger siden stod jeg og lavede mad og du var som altid ovre ved Smutti’s mad og vand. Da jeg vendte mig om, så jeg, at du var ved at drikke vand af vandskålen ligesom Smutti. Det betød at du havde hele ansigtet nede i vandet, og det så så morsomt ud at jeg måtte skraldgrine lydløst. Desværre kunne jeg hverken kalde på far eller hente kameraet, for det ville ødelægge øjeblikket. Når du ser Smutti kravler du over og “støder” hovedet ind i hende, ligesom hun gør ,når hun ser dig. I er søde sammen, og hun har kun revet dig en gang, da du hev hende i halen, mens hun spiste.

Du har din egen vilje nu, og kan “sige” nej ved at ryste på hovedet. Du drejer hovedet væk og ryster energisk på hovedet, når du ikke vil have mere mad eller drikke. Du siger mam-mam og mener vist mad, for du siger det gerne, når du ser tallerknen. Du er rigtig godt til at lege selv og siger mange lyde og laver mange ansigter. Den sidste måneds tid har det især været tungen, der bevæger sig fra side til side, og så laver du stor mund og siger nærmest “oiiiiiiiiiiiij”, og så skriger du indimellem meget højt - vistnok bare for at høre din stemme.

Du er blevet passet nogle gange af bedstemor og bedstefar i Jægerspris, og du har overnattet to gange. Det går så fint og i hygger jer og laver sommetider overraskelser til os, og i går også gerne en tur over til oldemor og siger hej. Moster Bibi har også passet dig indimellem og i hygger også - måske lige på nær, når du skal skiftes, hvor du helst vil stå op. Vi prøver at overbevise dig om, at det uhensigtsmæssigt, men du har din egen mening om den sag, så……

Du sover stadig så fint. Vi putter dig med godnatsang mellem 20 og 21 og så sover du til 7.30. Den 1. november 2004 kom du ind og sove i dit eget værelse, og det gik godt fra første nat. I starten vågnede du et par gange og havde tabt sutten, men nu finder du selv sutten og sover videre. Det betyder godt nok, at du ofte ligger med hovedet i ben-enden oven på dynen, når jeg kommer og tager dig op om morgenen… :o)

Du har to tænder i undermunden. Den første opdagede vi lige før jul og den anden i starten af januar. Det ser ikke ud til at der er flere på vej lige nu.

Alt i alt er du en dejlig nem pige, der altid smiler og er glad og vi elsker dig uendeligt!

10. oktober 2004

Der er nu gået godt og vel et halvt år siden du kom til verden, og jeg har ikke skrevet noget ned siden fødslen.

De første dage efter vi var kommet hjem fra hospitalet havde vi mange besøg; Alle ville naturligvis gerne møde dig. Helt ærligt blev jeg lidt stresset af det. Jeg havde en idé om at jeg skulle være en supermor med supermeget overskud, der kunne klare det hele…. Dig, huset, haven osv. men det fandt jeg ret hurtigt ud af var urealistisk.

De første uger hjemme sov du meget om dagen og om natten, men du havde en times tid hver aften, hvor du græd meget og fik kamille-te med sukker i. Det hjalp lidt. Du fik mad ca. hver 3-4 time i dagtimerne og fik kun mad 1-2 gange om natten - som regel kun een gang midt på natten. Da du var godt og vel 1½ måned gammel lykkedes det mig endelig at blive fri for suttebrikken, som jeg fordi jeg fik sår og revner i brystvorten. Du var ikke meget for det, for nu skulle du pludselig til at arbejde for maden.

Der har været perioder, hvor du har haft svært ved at sove, men det har typisk kun varet et par dage. Dog har du reageret kraftigt på babysvømningen, og har ikke rigtigt kunne sove om natten efter. Der gik nogle måneder før du ville sove i barnevognen - du var vist omkring 8 uger, og i starten skulle barnevognen helst trilles til du faldt i søvn, men nu bliver du lagt ud og falder selv i søvn med din spille-ko og tigerdyret.

Vi synger gerne godnatsange for dig - solen er så rød, mor og se min kjole. Så ligger du og kigger mens vi synger og derefter kan du puttes i sengen. Når du først er puttet kommer du ikke ned i stuen igen. Nogle gange er det nødvendig at tage dig op i armene og synge lidt mere for dig, men det tager sjældent mere end ti minutter at få dig til at sove.

Jeg ammer dig stadig, men det er blevet væsentligt mindre nu, hvor du er begyndt at spise mad. Du spiser som regel risgrød eller havregrød til morgen, øllebrød eller risgrød til frokost og grøntsagsmos af kartoffel, gulerod, bønner, blomkål. Du får også sveskemos indimellem, for din mave er endnu ikke helt indstillet på den faste føde. Jeg ville gerne have haft, at du kunne få vælling om aftenen, men det vil du ikke have, ligesom du heller ikke vil have majsgrød.

Da du var omkring en måned gammel blev du meget forkølet, så jeg talte med lægen og kørte i taxa op med dig for at blive tjekket. Du havde hverken feber eller var sløv, så jeg blev sendt hjem igen med besked om, at du skulle have saltvandsdråber i næsen. Det kunne du ikke lide, men vi var nødt til det, fordi du næsten ikke kunne få luft, når du spiste. Siden da har du været frisk uden det mindste form for sygdom el.lign.

De første måneder skiftede vi dig på køkkenbordet, fordi det var tæt på vandhanen, og du havde skidt i bleen stort set hver gang, vi skiftede dig. I starten lå du på håndklæder, men da bedstemor i Roskilde hørte, at du på et tidspunkt rullede om på maven, skyndte hun sig at købe en puslepude til køkkenbordet. Da du blev tre måneder flyttede vi puslehyggen op i dit værelse, og i starten syntes vi at det var lidt besværligt at tage vand med op, men vi fandt på at bruge termokande, så den skulle blot fyldes en gang om dagen, og nu tænker vi ikke længere over om det er besværligt for sådan er det bare.

Vi holdte din barnedåb den 7. August og vejret var helt fantastisk. Vi havde ca. 30 grader og sol fra skyfri himmel. I kirken sad du bare og kiggede dig omkring. Far og jeg spadserede med barnevognen ud til Heimdalsvej, hvor vi skulle holde festen. Du sov det meste af dagen og dagen gik rigtig godt med nogle fantastiske gaver. Vi var mange mennesker, men det hele gik som det skulle.

Der sker noget i din udvikling hele tiden. De første tre måneders tid var dine bevægelser styret af dine reflekser, så du baskede med armene og ben og dine hænder var altid knyttede. Du smilede bevidst efter en måneds tid. Herefter begyndte du at tage fat i legetøjet og dine bevægelser blev lidt mere kontrollerede. Du trak dig op i armene, da du var omkring tre måneder, legede med dine fødder og puttede dem i munden da du var godt fire måneder, trillede fra du var du var omkring fem måneder fra ryg til mave og sad og trillede helt rundt fra du var seks måneder.

Indtil nu har du været temmelig nem og du er næsten altid glad og smiler og pludrer.

I øjeblikket er Smutti meget interessant. Når vi kalder på Smutti kigger du efter hende og vil meget gerne røre. Hun lader dig røre ved hende selvom du hiver hende i pelsen og griber hende i halen. Hun kommer gerne hen og gnider sig op ad dig, og når hun gør det bliver du helt vild. Du hylerventilerer og det hele “går på dig”.

Du reagerer når vi siger dit navn, og ved hvem “far” og mor” er.

Du har været på to rejser i dit korte liv. Først var vi i Sverige i sommerferien sammen med bedstefar, Gitte, Jonas og Julie. Vores bil var en lille Suzuki og den var PROPPET til turen. Du klarede turen helt fantastisk og sov det meste af vejen. På færgen fik du mad og hang ellers i babyselen. I september var vi i England og besøge Rasmus, Tanja og Rose. Jeg ammede dig da vi lettede og landede for at undgå at du fik propper i ørerne. Øjnene var godt ved at poppe ud af hovedet på nogle af de andre medrejsende, men også flyveturen tog du i stiv arm. Vi hyggede en lille uges tid, hvor vi bl.a. også var i London. Du sad i klapvogn og kørepose og sagde ikke en lyd hele dagen, og så sov du når du blev træt. Det var i England du sad selv for første gang.

Vi elsker dig så højt!