2. oktober 2009

Halløjsovs

Så er efteråret da kommet, og jeg kan ikke lide, det blæser så meget, men ellers er jeg glad og tilfreds.

Sommeren gik stærkt, og jeg havde sommerferie i fire uger. Noget af tiden var vi i sommerhus i Vig, og det er meget tæt på Sommerland Sjælland, så der var vi fire gange, og det var rigtig sjovt. Jeg kunne allerbedst lide at ride på ponyer og køre karrusel. Siden har jeg talt meget om Sommerland Sjælland. Resten af tiden hyggede vi hjemme.

Da jeg havde fødselsdag, var vi i Zoologisk Have. Vejret var fint, og jeg blev malet i ansigtet. Vi så naturligvis alle dyrene, men det, der gjorde mest indtryk, var aberne og abenumser. Det betyder, at jeg har talt rigtig meget om abenumser og numser helt generelt. Jeg er også begyndt at interessere mig for forskellen på drenge og piger, og jeg ved, at piger har tissekoner, og drenge har tissemænd.

Jeg er startet til gymnastik hver onsdag, og det synes jeg er rigtig sjovt. Især når vi leger med "faldskærmen". Når man sidder under den, bliver håret elektrisk, og vi kommer allesammen til at se sjove ud. Når redskaberne er fremme, har jeg kun lyst til at gå på line op til plinten og springe ud på den store madras. Det kilder i maven 😀. Vi hører også musik og løber rundt.

Generelt er jeg meget glad og begejstret, og mor og far har lige været til samtale i vuggeren, hvor de fik at vide, at jeg er langt foran min alder i udviklingen både sprogligt, motorisk og i at forstå "mig selv i forhold til resten af verden". 😉 Jeg elsker at synge, og kan mange sange selv, og når jeg skal puttes, skal vi lige synge en sang, inden jeg hører historie. Jeg er også vild med at læse bøger, og gerne de samme igen og igen, indtil jeg kender historien udenad. Publebil (puslespil) hitter også, og det er gerne det første, jeg finder frem i vuggeren om morgenen, og det SKAL være med Totte.

Jeg taler hele tiden, og jeg kan godt lide at sige det samme igen og igen. F.eks. konstaterer jeg, hver gang vi kører bil, at far/mor kører fint eller stille-holig eller vildt. Jeg forstår også begreberne at savne og elske rekta maet, så jeg siger ofte Mig savne Jonas rekta maet. På youtube.com vil jeg høre Tu-tu-tusindben, Jeg vil danse danse, Maria Magdalena, Nik&Jay sov.

Mor synes, der rigtig ærgerligt, at far har lært mig at bruge ordet sindssyg, for det kommer også jævnligt på repeat

Til hverdag bruger jeg Isabella som rollemodel, og det er slet ikke tosset, så jeg øver mig f.eks. i at bære min tallerken ud i køkkenet, når vi har spist. Jeg forsøger også selv at hælde op i koppen og smøre selv.

Tænk, at jeg allerede er to år (selvom jeg svarer tre år, når nogle spørger mig)...

Jeg glæder mig over, at jeg snart har fået alle mine tænder, for det har slet ikke været sjovt. Jeg var på besøg hos tandlægen, og det var ret hyggeligt. Hun talte mine tænder, og vi børstede tænder på Bamse og Kylling. Jeg har indtil for en måned siden kraftigt modsat mig at få børstet tænder, men nu leger vi i stedet kuk-kuk med Karius og Baktus, og så er det faktisk ret sjovt.

Det var alt for denne gang. Næste gang er nok omkring jul.

Ciao, Victoria 😘

26. juni 2009

Hello.

Så er sommeren kommet, og hvor er det dejligt at have kjole og bare ben i vuggeren. Jeg har lige haft et par voldsomme uger i vuggeren - måske fordi jeg ikke kom i seng i ordentlig tid om aftenen, i hvert fald, betød det, at jeg havde svært ved at huske, hvordan man er sød ved hinanden, så jeg bed og hev de andre i håret. Siden har vi leget en masse lege, hvor vi skal være søde ved hinanden og sige ae-ae, og så kan jeg godt se, at de andre bliver glade. Jeg er også kommet tidligt i seng de seneste dage. Allerede kl. 19.15, men der har jeg alligevel ikke mere i mig, og så sover jeg rigtig dejligt i min seng. De voksne på stuen forklarede mor, at min opførsel kunne hænge sammen med, at jeg er så kvik. Jeg har mange ting i hovedet, og jeg fortæller hele tiden, og selv om jeg kan sige mange ting, er der stadig rigtig meget, jeg ikke kan sætte ord på, og det frustrerer mig, og så knækker filmen. Mor og far kan dog se en klar sammenhæng mellem min opførsel og for lidt søvn.

Heldigvis vil Isabella også stadig lege med mig, selvom det også er gået MEGET ud over hende. Vi leger meget ude i haven. Enten i legehuset eller ved klatrestativet eller også kører vi efter hinanden. Det er bare så sjovt. Der var en dag, jeg selv skulle klatre op for at rutche ned, men denne gang faldt jeg ned og fik en revne mellem tænderne. Far blev så forskækket, at han glemte at fortælle, at der var ild i et træ ude i haven.... Altså VORES have. Det var fordi Torbens nabo havde brændt ukrudt, og så gik der ild i huset, og noget af det fløj ind i vores have, og satte ild til træet. Der kom brandmænd og alt muligt og de forsøgte at slukke ilden herinde også, men det fik de ikke gjort ordentligt...

For en måneds tid siden var vi i Lalandia med moster og Thomas og Sofie. Vi havde et dejligt stort hus og vejret var rigtig fint. Vi badede ikke så meget, for vi ville hellere se på gederne og være i Monky Tonky Land. Vi nåede også i Knuthenborg, og der så vi MAAAANGE forskellige dyr.

P.t. taler jeg meget om Sofie, og om Joas (Jonas) og Mads som er nogle dore dejnge, der hopper (på Jonas' trampolin til Julies fødselsdag) og Thomas BANG AUV BOLD (Thomas slog hovedet i en fodboldkamp) Og Fipp bibi (Filippa, Thomas og Charlotte har fået en baby, Lucas d. 25/6).

Det var alt for nu.

/Dejen

7. maj 2009

Kære alle

Ai altså hvor er der gået lang tid.

Jeg har det godt og trives, som jeg skal. Der er sket mange ting siden sidst.

Moster har fået sin baby Sofie, som nu er godt tre måneder gammel, og hun er bare så sød, og hun kigger meget på mig. Jeg forsøger at være sød ved hende hele tiden og hjælper hende med sutten og aer hende, men nogle gange kommer jeg til at hive hende i håret. Det må jeg ikke 😮.

Vi var på ferie i februar og jeg var syg meget af tiden. Jeg havde høj feber, snot og ondt i ørerne, så det var ikke så godt. Til sidst gik der hul på ørerne, og så hjalp det faktisk, og så kunne jeg høre igen. DET var dejligt, for så lød alting helt almindeligt igen. Det hjalp også på humøret og på min taleudvikling og siden, er det gået stødt fremad, og der kommer hver dag flere ord i mit sprog. Det er dog mest mor og far, der forstår, hvad jeg siger.

Jeg var ved ørelægen inden ferien, og han konstaterede, at jeg havde væske i ørerne, og min hørelse var meget nedsat (som at have ørepropper i hele tiden), men da jeg var til tjek efter ferien, var det helt perfekt igen. Jeg var ret skeptisk, men han startede med at tjekke dukkens ører, og da jeg kunne se, at det ikke var slemt, fik han også lov til at tjekke mine ører.

I vuggeren er jeg lige flyttet stue, så nu er jeg en troldepige. Det betyder desværre, at jeg er blevet skilt fra "Gudau" (Gustau) og "Millemille" (Mille), men "Oija" (Joan) er flyttet med som voksen, og det er jeg glad for. Jeg er meget glad for at være i vuggestue, og jeg græder meget sjældent, når jeg bliver afleveret. Jeg har mange venner dernede, og vi leget fint sammen. Vi fandt allesammen på, at det var sjovt at bide og rive i hår, men det er ikke sjovt, når det rammer mig-selv. Jeg har faktisk været rigtig hård ved Isabella på den front, og jeg kan se, at hun bliver meget ked af det. Heldigvis er jeg ved at være færdig med det pjat.

Jeg elsker at lege ude, når vi har fri: Vi er mest ved sandkassen, hvor vi laver kaffe og kager (Vi husker at sige av til kaffen og puste på den). Vi rutcher også, og jeg har lært at kravle op i tårnet selv. Vi leger også på den store bold og på trampolinen, og nu er jeg begyndt at køre scooter og sætte mig op på den lille cykel. Wrooom, jeg kan køre stærkt😎.

Den seneste uge har talt meget om TIS; Dukkerne tisser, Isabella tisser og jeg tisser, og i går tissede jeg på potten, da jeg fik tøjet af. Det var mærkeligt, så jeg hældte det ud på gulvet for at se på det og røre ved det....

Jeg leger meget med dukker, og de bliver skiftet, kørt i dukkevogn og den lille køkkenvogn med trådhylder. Dukken ligger i øverste, og så tysser jeg mens jeg siger "såuv".

Mens jeg havde øreprøblemer og var syg, sov jeg meget dårligt både dag og nat, men efter det væk, er det blevet rigtig godt, så nu sover jeg 2½ time i vuggeren og ca 12 timer om natten. Hvis jeg vågner, er det kun for at få en tår vand eller hjælp til at finde sutten. Og det er ikke svært at finde sutten, for jeg sover gerne med 3-4 sutter. Jeg har ikke noget langt putteritual; Efter en ren ble bliver jeg lagt i seng, og så siger jeg "Pys", og så tænder mor for en Peter Plys historie på min afspiller. Det er hyggeligt.

Jeg er meget glad for far i øjeblikket, og vil helst hænge på ham hele tiden. Når han ikke er her, spørger jeg hele tiden efter ham, og så siger jeg nok FAR 15 gange i træk 😘. Jeg er også glad for mor, og jeg synes, det er så hyggeligt, når hun læser historie for os. Jeg forstår dog ikke, hvorfor hun er så længe om at læse, for når jeg har set billederne, synes jeg, at vi skal bladre...?

Hmm, det var vist dét.

Ciao
/Victoria

23. januar 2009

Kære alle

Det er længe siden, men jeg har altså haft travlt med at vokse og lære en masse.

Jeg har det godt, og er allerede ved at være 17 månder. I denne uge har jeg været syg med feber og snor, og så er jeg blevet vaccineret. DET kan jeg simpelthen ikke lide. Jeg blev stukket tre gange. En for leverbetændelse, fordi vi skal ud og rejse, en for stivkrampe, kighoste, polio og influenza og en for meningitis. Mine ben hævede og jeg kunne næsten ikke gå på dem, og så var jeg virkelig pjevset.

Jeg har endelig fået den sidste tand, så nu er det pjat vist overstået. Det var ikke sjovt at få tænder, og de er kommet i en lind strøm, så det er længe, jeg har savlet og haft ømme gummer.

Ellers er jeg glad og tilfreds. Jeg pludrer meget, og øver mig i at lære at tale. Jeg kan sige som de fleste dyr, bede om vand eller mælk, sige Bæja for Isabella, Dej-dej for Victoria (!) og alle andre er Dæja.

Jeg har et veludviklet temperament og giver tydeligt udtryk for, når noget ikke passer mig. Jeg bryder mig ikke om at blive irettesat - så kigger jeg på mine tæer, eller slår... 😲.

Min livret er mad, og spiser det meste selv. Jeg holder skeen eller gaflen i den ene hånd og skovler mad ind med den anden 😀. Det er meget nemmere på den måde...!
 
Jeg er meget glad for at gå i vuggestue, og de voksne siger, at jeg trives meget flot. Jeg er vist i gang med "et stort trin i udviklingen", og betyder at jeg har nogle urolige nætter indimellem, hvor jeg får mareridt. Det er om natten, jeg skal arkivere alle de nye ting, jeg lærer. Men bortset fra det, sover jeg fint. Jeg går i seng ved halvottetiden og vågner syv-halvotte næste morgen.

(Det med udviklingen, er både det motoriske, at lære at omgås socialt og sproget.)

Jeg elsker at tumle ovenpå sammen med Isabella. Så tager vi alle dyner og puder og hopper ned i dem fra sengen. Jeg er frygtløs, så nogle gange hopper jeg, inden sengetøjet er lagt ud, men jeg slår mig ikke så mget. Jeg er faldet ned ad trapperne et par gange - både kældertrappen og trappen op til 1. Heldigvis er jeg mest blevet forskrækket, og nu har jeg lært at gå op og ned, og mor og far har lært at holde døren ned til kælderen lukket!

For ikke så længe siden var det jul, og det var noget spøjst noget. Hver dag kom der en nisse med små pakker, og kun een om dagen, og vi havde juletræ med lys og pynt på. Juleaften fik jeg en masse pakker, og det var en rigtig god dag og aften. Herhjemme fik Isabella og jeg et par pakker ad gangen, og kunne lege med dem, inden de næste blev pakket op, så der var tid til at lege med legetøjet. Mine julegaver var bl.a. en masse tøj - især nattøj, forskelige dukker, dvd'er og Little People. Jeg er især glad for den dukke, jeg fik af Onkel og Sillemusen. Jeg giver den mad med ske eller sutteflaske, kører den i dukkevognen og siger Shh, når den skal sove.

I går fik Sillemusen en baby. - En pige, som kun er lidt større end min dukke, og hun sover hele tiden. Jeg ville gerne ae, men kunne ikke lide, hvis mor eller far skulle holde hende.

Snart får moster også en baby. Jeg tror godt, at jeg forstår det. Jeg holder i hvert fald dukken foran mosters mave, som er kæææææmpestooor.

Nå det var vist det for nu.

/Victoria 😎

15. januar 2009

Hey - jeg er på vej.....

10. oktober 2008

Hej med jer.

Jeg er VIRKELIG træt af at få tænder. Det gør ondt, jeg savler, har ikke lyst til at spise kød og andet lidt hårdt og er generelt ret pjevset. Snotten render og jeg hoster, MEN ellers går det fint.😲 - og jeg er faktisk begyndt at sove rigtigt godt igen - både dag og nat.

Jeg er meget glad for at gå i vuggestue, og jeg har ikke rigtig tid til at side farvel, for jeg skal lege. Jeg finder næsten altid en bog eller bondegårdsdyrene, og så siger jeg den lyd, jeg kan "UU", "UU-UU" eller "UUUUUUU". Det betyder alt lige fra "jeg er tørstig", "se!", "denne her bog vil jeg gerne kigge i", "der er en hund (eller et andet dyr)". Jeg kan også sige "Ma" for mad og "Mu" for (ko). Far synes jeg kan sige "Baaah" for far. Jeg siger ingen mor-lyd, men jeg er meget glad for mor, og vil gerne hænge hos hende.😀

Jeg har næsten ikke tid til at spise, for jeg vil hellere kigge i bøger, så når jeg kommer ned fra stolen, finder jeg fluks en bog, og en der vil kigge i den sammen med mig. Jeg har svært ved at forstå, at det ikke bliver med det samme, men jeg skal åbenbart lære, at jeg må vente til alle er færdige med at spise. Øv!

Der kommer i det hele taget flere og flere ting jeg skal lære, og her bliver mit temperament så sat på alvorlig prøve. Jeg har lært at lægge mig på maven og sparke i gulvet, når jeg ikke får min vilje... Jeg er blevet meget bedre til at gå, jeg kan danse, klappe og nynne melodien til navnesangen.

Men når alt er godt, er jeg en sød og glad pige, som smiler og er nysgerrig.

KH Victoria - a.k.a. Dejen

10. september 2008

Hej med jer

Så er jeg blevet et år 🙂, og det blev fejret på behørig vis både på dagen sammen med moster og Thomas, og et par dage senere med mange gæster i haven, egen lagkage og gode gaver. Lagkagen blev indtaget uden at røre med fingrene til stor morskab for gæsterne. Jeg fik en bondegård, gåvogn og gåbil, tøj, vinterjakke, flyverdragt og gavekort til vinterstøvler, så jeg klager ikke.

Det gør jeg til gengæld over mine tænder, for øv, hvor er det ikke sjovt at få tænder. Jeg piver, gnubber ører, savler meget, sover dårligt  og er vist ret hysterisk . 

Det går fint i vuggestuen, og jeg er meget glad for at være der. De har bare ikke helt luret min rytme endnu, så jeg er meget træt, når jeg kommer hjem og har ikke lyst til så meget - heller ikke selvom jeg tager en ekstra-lur hjemme inden spisetid.

Vi var på ferie på Cypern og kom hjem for et par uger siden. Allerede dér drillede tænderne, og varmen gjorde det ikke bedre. Den ene dag ville jeg hverken spise eller drikke, så til sidst blev mor og far ret bekymrede for, om jeg dehydrerede, men så fandt de på at give mig vandmelon, og DET var et hit. Jeg spiste næsten en halv melon, og var smurt ind i saft og kerner, så det endte med, at både jeg og stolen måtte en tur under bruseren.

Det var skønt at sidde i baderingen og blive kølet ned, og når vi var på stranden, var det superhyggeligt at lege i sandet, og det gik meget bedre end i sommer. Vi sad i det våde sand og gravede kanaler, så jeg blev slet ikke smurt ind i sand 😀.

Jeg vågnede næsten hver nat - måske var det varmen, eller tænderne, eller ørerne eller.....???! Men mor og far var sgu trætte af det, for de kom sent i seng, fordi de skulle sidde på terrassen og spille poker med moster og Thomas. Den ene nat sov jeg hos dem, og så tænkte jeg, at den skulle have hele armen, så jeg holdt fest midt om natten, så moster måtte gå rundt med mig. Men det var meget meget hyggeligt og dejligt at være af sted, for der var hele tiden nogen at lege med.

Hmmm, det var vist alt for nu.

Husk at se om der er kommet nye billeder.

/Victoria a.k.a. Dejen

4. august 2008

Kære alle

Det har været lidt sløjt med opdateringerne, men nu vil jeg prøve at komme efter det.

Allerførst kan jeg fortælle, at jeg i dag er startet i vuggestue - på Myretuen. Det var en fornøjelse, og jeg udså mig straks Pelle som en snitte. Han blev vist lidt forundret over, at jeg var SÅ vild med ham . Jeg var der et par timer, og spiste bl.a. frokost med de andre inden mor og jeg tog hjem igen.

Jeg har efterhånden fået (i hvert fald) 6 tænder, og det betyder, at det nu er noget nemmere at spise. Til gengæld gør det altså også nas, når en af fingrene bliver klemt i tænderne.

Jeg kravler som lyn og torden og rejser mig op ad alt og elsker at gå med en i hånden. Måske varer det ikke så længe, før jeg tør gå lidt selv. Indtil videre øver jeg mig i, at stå lidt selv, og så øver jeg dansetrin, når jeg nu alligevel står op 😎.

Sommetider bliver jeg vred. Fx hvis Isabella spærrer mig vejen, tager mit legetøj eller hvis jeg ikke kan finde ud af noget legetøj. Eller hvis jeg bliver sat i min stol, og jeg kan se, at maden er lige på trapperne.😠 

Sommeren har budt på mange nye oplevelser. Jeg har badet både hjemme i bassinet, ved stranden og i poolen i bedstemor og bedstefars sommerhus. Desværre vendte baderingen pludselig bunden i vejret, så jeg fik hovedet under vand - øv. Stranden var dejlig, og sikke meget sand. Det var dejligt at lege med, men det klistrer meget, når man er smurt ind i sunblock !!! Der stod mor af. Vi var i Knuthenborg og jeg var VILD i abebussen. Aberne var ligeglade med min højrøstede begejstring, men de øvrige i bussen, syntes vist, at jeg larmede meget...

Vi var også i Sommerland Sjælland og der kørte jeg karrusel og med et lille tog. Det var sjovt og vi havde en dejlig dag.

Om et par uger tager vi til Cypern, hvad det så end er, men det er sammen med moster og Thomas.

Det var alt for nu.

/Victoria

23. maj 2008

Jeg har fået to tænder, og det gjorde nas , for jeg fik samtidig rigtig rød numse, hvor huden blev væk, men ellers har jeg det godt.

Jeg elsker at sidde selv, og jeg vil VIRKELIG gerne frem i kravlestilling, men jeg kan ikke, for mit ben hænger fast i numsen, og det bliver jeg træt af... Jeg kan slet ikke finde ud af det, hvis jeg bliver hjulpet frem til kravleposition, for så lægger jeg mig flat på maven.

Derudover kan jeg godt lide at blive nusset, kigge i bøger, få læst historie, se tv, selv spise rugbrødshapper med fingrene (orv, hvor er det svært!), lege med Isabella, øve tonearter- og lejer - gerne de høje, være i bad, høre musik og/eller sang.

I går var vi i bad, og far var med, men han havde vist alt for travlt med avisen, for først fik jeg brændt tæerne lidt på el-varmeren og bagefter væltede jeg i badekarret, så jeg fik hovedet under vand og plaskede med armen og ben. Jeg synes ikke det var så slemt, men han blev vist ret forskrækket.

Jeg synes at det er superhyggeligt at hente og aflevere Isabella, for hun bliver altid så begejstret, når hun ser mig og vice versa, og så fortæller hun så meget. Hun kan slet ikke tie stille.
😀

/Victoria

16. maj 2008

Halløj

Så er jeg tilbage med prutkinder og små elastikker på lårbasserne :o). Vægten siger efterhånden knapt 8 kilo, og jeg har appetit som en elefant. Jeg er efterhånden kun til "rigtig" mad - der er i hvert fald lukket for mors bryster og om morgenen står den nu på rigtig havregrød med kanel og revet æble. Det er ok, men ikke så sødt som pulvergrøden, jeg ellers var vænnet til. Til frokost spiser jeg rugbrødshapper med leverposteg, tun, smøreøst m.v. Om eftermiddag spiser jeg sommetider lidt frugtmos eller en skorpe og til aften spiser jeg sammen med resten af familien, og hvis ikke jeg får stillet min sult før andres, så råber jeg så højt, at jeg får en lilla plamage i panden... Hvem sagde hystade??

 

2. april 2008

Halløj

Jeg har det rigtig godt, og har taget en del på, så nu siger vægten godt 6,5 kg. Men jeg er også meget glad for rigtig mad. Det er en dejlig afvekling til tre grødmåltider om dagen. Selvom der veklses mellem hirsegrød, fuldkornsgrød og havre-hvedegrød, er det altså ikke superspændende. Det gik bare lidt for stærkt, så selvom jeg er meget begejstret for mexicansk lassagne med guacamole og spaghetti med kødsovs, skal min mave lige have et par dage til at vænne sig til den slags mad, for jeg har haft lidt mavepine. 🤔

Derudover er jeg også meget begejstret for kattene, og som regel er det okay, at jeg kommer til at hive lidt hårdt i pelsen. Sissoko måtte dog lige markere en gang, men det gjorde ikke ondt. Jeg smiler meget til dem, og kan godt lide, når Smutti aer sig hoved mod mit.

Mor og far virker lettede over, at jeg er begyndt at gå i seng til baby-tid - altså omkring kl. 21. Jeg protesterer lidt, men hvis der bare synges "Se min kjole", bliver jeg glad og kan godt selv falde i søvn, uden at skulle vugges. Jeg vågner som regel mellem 5 og 7, og kommer i under mors dyne og får lidt mad og sover videre, til vi skal op.

Det gør mig meget glad at se på Isabella, og hun elsker at fjolle for mig, så jeg hviner af fryd. Hvis jeg sidder i skråstolen, spjætter jeg nogle gange så meget, at den næsten stejler 😀. Mor efterlyser en hoppegynge og en gå-stol, for hun får meget lange ... arme af at holde mig, så jeg kan stå op.

Måske er der to tænder på vej i undermunden. Gummen er i hvert hævet og det er dejligt at tygge i ting.

- og så skal vi snart på ferie igen. Jeg håber at far i mellemtiden er blevet lidt bedre til at styre klapvognen, for der kommer jeg nok til at bruge meget tid igen, men det bliver dejligt at komme ud og bade. Nå ja, vi skal til Gran Canaria; Bedstemor og bedstefar inviterer i anledning af sølvbryllup i slutningen af april 😎.

Kærligst Victoria

9. marts 2008

Hejsa

Så er det tid til endnu en opdatering.

Der er sket en del siden sidst; Først og fremmest har jeg været på min første flyvetur til Thailand, og det gik sådan set rimeligt. Så var der ferien i sig selv og siden vi kom hjem, har jeg været syg... Øv.

Jeg havde vist en dejlig ferie i Thailand, selvom det er nogle meget mærkelige mennesker. De fleste ville gerne holde mig, og stak i hvert fald hele hovedet ned til mig i klapvognen, mens de sagde "ling ding dong, hau ååå?". Gad vidst, om de aldrig har set en HVID baby før...? Jeg skulle lige bruge lidt tid på at vænne mig til tidsforskellen på seks timer, men herefter kørte det. Jeg fik min grød tre gange om dagen og for resten blev jeg tanket op hos mor. 😉 Jeg var lidt skeptisk ved poolen, men når bare jeg var på armen, var jeg tryg. Da jeg blev helt vild, blev jeg faktsik sat i Isabellas elefantbadering, og DET var et hit, for så kunne jeg holde fast i hovedet. Om aftenen hyggede vi foran tv'et og på terrassen, når mor og far og Isabella havde fået noget at spise - jeg - naturligvis i klapvognen, som jeg er blevet meget fortrolig med - mens Isabella som regel gøglede, så jeg klukkede af grin.

Mens Isabella holdte en tigerunge, blev jeg holdt af en gibbonabe, Charlie. Den var meget forsigtig, og jeg blev ikke bange. Bagefter hang jeg i bæreselen, mens vi red på elefanter, og det var jeg ret ligeglad med. 

Klapvognen som jeg praktisk talt har boet i, fungerede rigtigt godt, måske bortset lige fra da hjulene blokerede, så jeg faldt ud. Jeg slog mig meget, men slap med forskrækkelsen og en bule i panden og en skramme under øjet. Far var meget forskrækket og bekymret, men efter et par timer, var jeg mig selv igen.

Klapvognen blev naturligvis brugt som køretøj, når vi skulle nogle steder, og det var supersmart, at den lige kunne køres ind i en tuktuk, mens jeg sad i den. Jeg sov fint i den om natten og jeg sad i den, når jeg skulle have grød.

Jeg blev syg, da vi kom hjem. Jeg sov nærmest ikke i flere dage, men skreg bare, og opførte mig om om jeg havde mellemørebetændelse. Lægen mente, at jeg havde en prop i øret, som jeg ikke selv kunne udligne, og fordi jeg var forkølet, kunne tage fra et par dage til et par uger. Jeg har siden fået flydende panodil og saltvand i næsen, som måske kan hjælpe. Oveni fik jeg tredages feber, som startede med 38-39 i feber i et par dage, hvorefter den dalede til 35-36, og så fik jeg marmoreret udslæt over det hele 🤒. Men det gik over og blev afløst af øjenbetændelse, som OGSÅ skal behandles med saltvand, fordi jeg ikke er ældre. Det kører 😀.

Status på mig og min vægt er, at jeg snart runder seks kilo, og er blevet 68 lang. Jeg må nu få (næsten)alt mad, og er allerede blevet vild med kartoffelmos, hvis det altså krydres lidt. Mælk synes jeg også er et hit, og i næste uge står den på kød og fisk.

Jeg triller hele vejen rundt, er glad og pludrer og nok ikke så langt fra at sidde selv. Jeg sover i min egen seng om natten, indtil jeg vågner af sult mellem 3 og 4, og sover som regel til omkring 7. Det går rimeligt med at putte mig, og det tager ikke så lang tid som frygtet.

Det var alt for mig for denne gang.

/Victoria 🤩

31, januar 2008

Hej med jer

Det er ved at være længe siden, men mor har ikke haft tid til at opdatere hjemmesiden.

Jeg blev døbt i søndags og det gik rigtig godt. Jeg fik mange gode gaver og jeg var i strålende humør hele dagen. Vi holdte det herhjemme med tyve gæster  og pølsebord udefra. Der var håndbold-finale for herrene, og Danmark vandt. Det var ikke så tosset. Desværre betød det, at faster ikke kunne være her, for hun skulle være i Lillehammer og skrive om kampen. Og Thomas kunne heller ikke være her, for han var på ski i Østrig. Oldemor i Jægerspris blev syg, så hun var her heller ikke, men vi andre klarede dog alligevel dagen. Der kommer en side med billeder fra dagen - når mor får tid 😀.

I denne uge er jeg blevet vaccineret igen, og jeg kan altså ikke lide det. Jeg fik feber og var meget ked af det, men det gik over til dagen efter. Lægen synes jeg er alt for tynd, og at jeg bør veje et kilo mere, så nu er jeg begyndt at få risgrød om aftenen. Jeg kan godt lide det, men det er lidt mærkeligt at få ind i munden. Jeg drikker vand til, og det er jo noget tyndt sprøjt, så det kommer hurtigt ud igen.

Ellers er jeg glad og tilfreds, pludrer rigtig meget og elsker at lege med mine bare tæer. Dog har jeg svært ved at gå i seng om aftenen - kl. bliver gerne 23.30 inden jeg overgiver mig, og det er de voksne ikke helt tilfredse med. Måske hjælper det, hvis jeg får grød inden sengetid.... De håber 😀.

Luv
Victoria


4. januar 2008

Godt nytår allesammen 🙂

Jeg oplever desværre ikke lige så mange sjove ting som Isabella, men det kommer nok senere.

Til gengæld har vi haft besøg af sundhedsplejersken, og jeg ved godt, at mor pralede af min vægt i sidste uge, men sundhedsplejersken var ikke tilfreds, så jeg får kontrolbesøg om en måned. Jeg vejer 500 gram for lidt i forhold til, hvad jeg burde ifølge min egen kurve. I forvejen er jeg lidt mindre end gennemsnittet. Det betyder så heldigvis, at mor skal til at fyre godt op under madpakkerne om aftenen, så jeg kan spise oftere, indtil jeg selv har justeret mælken. De talte også om mit natteroderi, hvor jeg ikke vil sove om aftenen (dah, bare fordi jeg først vil sove 01.30..?!), men de kom vist frem til, at det havde været en lidt for stressende juleferie med mange indtryk kombineret med lidt sult, og det passer jo nok meget godt.

Men alt i alt er jeg meget glad og tilfreds, og øver mig meget i at pludre. Mit ordforråd strækker sig nu fra "gøj, gøj" til "rad, rad" - meget smukt. Mine tæer er faktisk også ret spændende, og farvestrålende legetøj er liiige mig.

I juleferien opdagede mor og far, at jeg var meget rød i en fold i armhulen, og jeg mener VIRKELIG rød, så det gjorde nas, men heldigvis hjlap "8 hour" superhurtigt. Nu forstå jeg, hvorfor mor er så vild med den creme..

That's all, folks.

Luv

/Victoria 

28. december 2007

Kære allesammen

Mange tak for julegaverne allesammen. Mine forældre er meget glade for dem...🙂

Det går godt. Jeg vokser og trives fortsat godt på modermælk. jeg er vel lige omkring 5 kilo nu og godt 60 cm, men sundhedsplejersken kommer lige efter nytår, hvor jeg bliver målt og vejet.

Min mave er begyndt at te sig lidt. Der kan gå en hel uge uden jeg har lavet en pakke i bleen - det har stået på i godt en måneds tid nu, men både lægen og sundhedsplejersken siger, at der ikke er noget at bekymre sig om, når jeg kun bliver ammet. Jeg var med mor ved lægen før jul. Hun skulle have akupunktur, og mens nålene skulle virke, lå jeg på gulvet, men det ville Aisen (lægen) alligevel ikke være med til, så jeg kom på skødet og blev dikket. Jeg var ellers ikke utilfreds med at ligge på gulvet, men det gjorde da heller noget, at sidder på skødet.

Jeg vil meget gerne trække mig op og sidde, og kan godt lide at "sidde" i sofaen, men hvis puden flytter sig lidt, vælter jeg 😀.

Vi ses i det nye år.

/Victoria

5. december 2007

Hej

Nu er jeg tre måneder og det går fortsat rigtig godt. Jeg vokser og tager på - jeg er endnu for lille til at bekymre om, hvor meget 😀.

I fredags blev jeg vaccineret TO gange - den første var den almindelige for difteri og polio m.v. og den anden var for pneumokok (hér er polypper en udmærket ting..), som er den menigitisvirus, de fleste børn dør af. Sygeplejersken havde advaret mor, imod at vaccinen var vævsirriterende, og DET var den. Jeg skreg helt vildt og var meget dårlig hele weekenden. Øv . Jeg er stadig forkølet i næsen efter vaccinerne, så jeg øffer, fordi næsen er helt stoppet til.

Jeg sover stadig meget, og elsker min voksi-pose. Om dagen sover jeg to gange i barnevognen a ca. 2-3 timer, og jeg brokker mig ikke, hvis jeg også får en lur udenfor først på aftenen, og så jeg er klar til at komme i seng omkring kl. 23.

Nissen kommer forbi hver nat herhjemme, men kun til Isabella, for jeg er vist for lille til den slags. Men Isabella viser mig stolt de små pakker, hun får. Hun elsker mig 😀. Hun krammer og kysser på mig, og jeg griner stort til hende. Vi er rigtig gode til at hygge os. Nogle gange passer hun på mig oppe i hjørnet, hvor vi ser tegnefilm sammen, vi bader sammen og hun vil gerne have mig omkring sig, når hun leger. Jeg nyder det, så længe det varer, og suger til mig...

Derudover har jeg travlt med julegaverne. Jeg passer på dem i barnevognen, efterhånden som mor køber dem.

Det var alt for nu.

/Victoria

6. november 2007

Hejsa

Jeg har det godt og er vokset noget. Jeg er begyndt at være mere vågen og er meget glad og tilfreds med at studere mine omgivelser. Jeg forsøger at kommunikere men det lader ikke til at mange forstår mig, når jeg siger gu gu. De smiler bare til mig 😀.

Jeg vifter ellers med arme og ben for at vise min begejstring, navnlig når jeg ser Isabella. Hun kvittererer gerne med et kys og et "hej skatter, fortæller du lige en historie?"

Jeg er begyndt at bade i badekar, og jeg æææælsker det. Mor besluttede, at jeg var vokset fra køkkenvasken, og jeg er nu enig i hendes beslutning.

Mit værelse ligner efterhånden et børneværelse, dvs. at det ikke længere fungerer som pulterkammer med kattemad, tøj og andre ting, der hører til i kælderen. Min pusleplads er vildt hyggelig, og jeg bliver helt aerodynamisk, når jeg bliver skiftet, for jeg smiler og griner til sommerfuglene.

Mit søvnbehov er stort, og jeg sover fra ca 23 til 8 uden at vågne, hvilket passer mine forældre rigtig fint. Derudover tager jeg nogle lange lure i løbet af dagen i barnevognen. Der er kamp om den, for Fowler vil også gerne ligge i den.

Mor har haft med med på tøsekaffe rundt omkring, og jeg bliver sørme træt af den sladren, så jeg sover bare.

Alt i alt går rigtig godt!

Gu gu fra Victoria 😀

14. oktber2007

Halløj 🙂

I morgen er jeg syv uger, og jeg udvikler mig meget men i mit helt eget søvnige tempo - gaaab. Jeg sover stadig meget, men har fundet ud af, at det er hyggeligt at være vågen om aftenen et par timer, og her har jeg opdaget, at mine tossede forældre er helt vilde med, at jeg smiler, pludrer og griner. De er også helt tossede med, at jeg sover igennem fra ca 23 til 07.

Jeg er vokset ud af meget tøj allerede og er ved at være på vej til størrelse 62. Jeg var ved lægen i fredags til min 5-ugers undersøgelse, og det gik fint, borset fra da hun skulle tjekke mine hofter - det gjorde lidt nas. Jeg er nu 54 cm lang og vejer 4100, så der er god næring i mors mælk.

Jeg kan godt lide at blive skiftet nu, og jeg smiler meget til min natlampe, som dog ikke smiler igen..?! Badet er jeg stadig ikke helt tryg ved, men det kommer. Det er slut med at bade i køkkenvasken, så nu er det i det store badekar. Tadaa.

/Victoria 😀

6. september 2007

Hej igen

Jeg har nu været hjemme i godt en uge, og det går fortsat rigtig godt. Jeg spiser fint og sover endnu bedre. Jeg kan nøjes med at vågne en gang om natten, og det er min mor og far meget tilfredse med. Vi vågner hver mogen til vækkeuret, for Isabella skal være nede i vuggeren senest 9.30, for at nå med, når de skal på tur.

Min navle faldt af i mandags og i morgen kommer sundhedsplejersken for første gang for at se mig an, og for at måle og veje mig. Mor er ret spændt på, hvad jeg vejer. Når jeg er vågen, ligger jeg og kigger rundt og kigger længe på lyset. Jeg var på sygehuset i tirsdags for at få taget en blodprøve i hælen (av!) og for at blive høreundersøgt, og jeg hører helt fint.

Om dagen er jeg i stuen sammen med de andre, og jeg sover, når jeg er træt, og det er uanset, hvor meget larm der er fra tv'et, støvsugeren, Isabella osv., og lige så snart jeg bliver sat i min autostol, bliver mine øjne også heeelt trætte.

Vi har haft besøg næsten hver dag, siden vi kom hjem, men det har været hyggeligt, og jeg sover hos alle, der gider at holde mig zzzz 😉. - og så betyder det, at jeg har fået en masser bamser og tøj.

Hey

/Victoria

31. august 2007

Hej med jer, og velkommen til min dagbog.

Jeg er nu fire dage gammel, og trives rigtig fint.

Jeg kom til verden i mandags - den 27. august 2007 og altså dagen før planlagt;

Mor havde en urolig nat med ondt i maven, og hun skulle hele tiden tisse. Om morgenen havde vi lidt travlt, for der var forundersøgelse på Hillerød Sygehus kl. 9-13, hvor mor og far skulle tale med læger og jordemoder omkring kejsersnittet om tirsdagen, men inden skulle Isabella afleveres i vuggestuen og midt i det hele kom håndværkerne, der skulle have nogle instrukser omkring el-arbejdet. Mor havde stadig ondt i maven, men regnede med at det enten var nervøsitet/spænding ift. mig eller måske, at pizzaen fra dagen før havde været dårlig. Det var først, da vi nærmede sig sygehuset, at det gik op for hende at det kunne være veer - bugger! 🤨

Midt i foredraget, kom en sygeplejerske over og spurgte, om vi var okay, og mor svarede, at hun vist havde veer. Det blevet taget heeeelt roligt, men efter foredraget kom vi så til at tale med alle mulige læger og jordemødre. Alle spurgte naturligvis til, om mor ikke var indstillet på naturlig fødsel, men næ nej, det skulle overståes, og efter fem forgæves overtalelsesforsøg, opgav de så. Mor kan være ret stædig.

Herefter gik det slag i slag. Vi fik ringet til bedstefar i Jægerspris, så Isabella kunne blive hentet i vuggeren, far blev sendt hjem (han fik en time...) for at pakke ting til Isabella og til os og mor blev gjort klar med drop og kateder. Begge dele drillede, så det skulle laves om flere gange 😠. Lige pludselig kom jordemoderen og sagde, at nu var det tid. Far var kommet tilbage (selvom der havde været trafikuheld lidt uden for Hillerød, så trafikken blev omdirigeret og far var meeeeget presset) og moster var også nået at komme fra skolen.

Kl. 14.30 gik de i gang på operationsstuen. Bedøvelsen drillede, så det var først i 6. forsøg, at det lykkedes. Mor beklagede sig (nej, hun tudede faktisk), for det var ikke spor nemt at skulle foldes sammen på midten pga den store mave og veer.

kl. 14.45 skar de hul i maven, jeg kom ud 14.50 og 15.30 var mor kørt ned på opvågningen. Mors første kommentar til far var "hvad er der galt med hendes næse?", men det var altså bare fordi, den var helt flad.

Jeg vejede 3100 gram, var 51 cm lang og har mørkt hår - jeg var helt rynket og blå, men da jeg først havde fået varmen under mors dyne, så jeg allerede meget bedre ud.

Vi fik kun få besøg på sygehuset, og allerede onsdag middag blev vi udskrevet. Mor ville ikke være der mere, og det er altså heller ikke spændende, når man skal undvære far og Isabella. Måske var det også afgørende, at jeg tirsdag nat ikke ville sove, men bare sutte hele natten, så mor fik først sovet fra kl. 5.30. Hun ville gerne have givet mig en sut, så brysterne kunne skånes, men det syntes personalet var en dårlig idé. Så onsdag aften fik jeg sut for første gang, og siden har jeg prøvet den et par gange, og den er okay i mangel af den ægte vare.

De første dage hjemme har jeg spist og sovet og er blevet skiftet. Jeg er supergod til at sove om natten, og mor må vække mig om morgenen, så jeg kan få mad - HVAD...??! - Bare fordi jeg har sovet 5-6 timer i træk. Mælken er løbet til i meget store mængder, så jeg kommer næppe til at sulte foreløbig, men mors kasser nåede næsten loftet i morges, så jeg SKULLE lægges til, og det er faktisk også meget hyggeligt. Vi sover allesammen i samme seng; Dvs. to voksne, to børn og Soki og det endda sammen med en dobbeltdyne, en alm. dyne, en juniordyne og min egen babydyne . 

/Victoria