September 2006

Så er jeg stoppet med p-pillerne.

Julen 2006

Vi fejrer jul med Jeanette og min mor. Isabella er syg med meget høj feber, så Mikael kører hende til vagtlægen. Hun sover hele juleaften væk, og vil ikke åbne gaver, da hun vågner.

1. juledag vågner jeg og har det som om, at jeg er blevet kørt ned - det viser sig, at jeg har halsbetændelse og 39 i feber. Mikael kører på døgnapoteket i Hillerød for at hente Penicillin, og jeg beder ham også købe en test - bare for en sikkerheds skyld.

Den er positiv - jubiii 😀.

Januar 2007

Lægebesøg og terminen bliver fastsat til 2. september 2007 - på farmors fødselsdag. Alt er som det skal være - dog skal jeg være opmærksom på, at jeg har lavt blodtryk - det er meget fint, men det betyder at jeg er meget træt og bliver hurtigt svimmel. Jerntabletter!

Februar 2007

Man kan intet se på mig, og jeg har slet ingen gener, men det havde jeg heller ikke med Isabella. Vi skal rejse til Thailand og der er stort set ingen, der ved, at jeg er gravid. Jeg havde ikke tænkt over, at jeg skulle vaccineres med andet end det sædvanlige, så det er lige før, at jeg ikke når at blive vaccineret inden vi tager af sted. 😎

Jeg glemte alt om vitaminerne og jerntabletterne, men varmen gjorde mig hurtigt utilpas og jeg blev meget træt, så vi købte thailandske vitaminer og håbede på det bedste. Det virkede 🙂.

Vi havde aftalt, at vi ville skrive i postkortene fra Thailand, at jeg var gravid, for så var vi kommet forbi de magiske 12 uger.

Marts 2007

Vi bliver indkaldt til nakkefoldsscanning som viser at risikoen er 1/12.400 for at vi får et down-barn. Termin 2/9-2007

1. jordmoderbesøg (16+2). Vi talte bl.a.om fødsel og jordmoderen spurgte, om jeg havde tænkt over, om det skulle være kejsersnit igen eller om jeg ville føde naturligt. Jeg ville meget gerne føde naturligt. Stadig lavt blodtryk, men det var fint og hjertelyden var også meget fin. 

April 2007

Vi bliver indkaldt til nakkefoldsscanning. Alt er perfekt og vi kan se, at det bliver endnu en prinsesse. Praktisk, men det kunne nu også være dejligt med en dreng. Vi afskriver med det samme drengenavnet William, som vi ellers var helt enige om, og så skal vi førsge at finde et pigenavn. Jeg er meget vild med Victoria, men Mikael er mere til Martine. Nu må vi se....

Jeg er begyndt at få meget ondt i bækkenet igen - det er vist lidt senere end med Isabella, men til gengæld er det hurtigt blevet værre.

Jeg sygemeldes fra 17. april og starter til fysioterapi - en gang om ugen, og derudover skal jeg holde mig fuldstændig i ro.

Juni 2007

Jeg bliver nu sygemeldt for resten af graviditeten, da mit bækken er meget slemt. Jeg har fået besked på, at jeg ikke skal have flere børn, for det kan medføre invaliditet . Min arbejdsgiver tvivler tilsyneladende på min sygemelding, så jeg sendes til speciallæge på privathospital, som - ganske som forventet - konstaterer, at jeg har bækkenløsning og at det med den nødvendige ro, bør være gået i orden op til tre måneder efter fødslen.

Jeg lider heldigvis ikke så meget af ødemer denne gang, men jeg drikker også MEGET vand, og det hjælper tilsyneladende. Der er masser af liv i maven og jeg har efterhånden taget godt 10 kilo på.

Isabella og jeg har fået overtalt Mikael til, at lillesøster skal hedde Victoria, og nu skal vi bare have afklaret, om det skal være med "c" eller "k".

Prinsessen skønnes til at veje ca 1200 gram den 12. juni 2007

Juli 2007

Jeg kan mærke, at hun sidder meget op - hovedet støder mod mine ribben, men jeg har besluttet mig for, at jeg vil have kejsersnit uanset om hun vender sig. Det regner jeg nu ikke med, at hun gør, for igen er det samme mønster, som med Isabella. Der har været mange overvejelser omkring kejsersnittet men jeg er kommet frem til, at jeg ikke vil risikere at gå op til 14 dage over tid, når et planlagt kejsersnit altid foretages senest 14 dage FØR termin  - dvs. ca. medio august. Jeg skal til jordmoder den 17. juli, og her vil jeg tale med jordmoderen om det videre forløb.

Jeg er begyndt at få en del halsbrand.

Vi har været på Roskilde Festivalen, og det var vi meget spændte på, hvordan ville forløbe med mit bækken. På grund af vandskaderne i kælderen torsdag/fredag, var vi kun på pladsen fredag og lørdag aften. Vi hyggede os med Ras og Tanja og fik set lidt musik, men jeg havde et stort behov for at sidde meget ned, og det blev så i ovalen. Få drinks blev det også til (Mojitos - mmmm, DÉT kunne jeg blive forfalden til 😎).


Jeg var til jordmoder den 17. juli og det var en spøjs oplevelse. Min egen jordmoder er desværre gået på orlov, så jeg fik tildelt en anden, og jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg ikke håber, at hun har vagt, den dag jeg skal føde. Dels følte hun trang til at kommentere min bækkenløsning og foreslog, at det kunne være almindelig smerter i livmoderhalsen (yeah right😠), og dette på trods af, at jeg jo har konsulteret både egen læge, speciallæge og fysiopterapeut, som alle har konkluderet, at der er tale om BL. Dernæst kommenterede hun min vægtstigning (ca 4 kilo på 6 uger). Jeg må tilstå, at jeg ikke har vejet mig så konsekvent (vores badevægt gik tabt i vandmasserne), så det var et cirkatal, jeg gav hende, og jeg mener i øvrigt ikke, at det var så voldsomt endda, men jeg fik i hvert fald en lang belæring om, hvordan og hvornår jeg skulle veje mig (jeg er 31 år 😀), så lyttede hun hjertelyd MEN kun med træstetoskopet - alle der har været gravide ved sgu da, at man primært kommer til jordmoder for at høre hjertelyden og sidst men ikke mindst, fik jeg så en lang belæring omkring valg af kejsersnit og alle de komplikationer, der kunne være forbundet hermed. Noteret, men det er trods alt ikke fremmed for mig, og hun indvilgede da også i at gøre et notat om mit ønske i min journal. Så alt i alt var det altså en mærkelig oplevelse - men lillepigen blev skønnet til 22-2300 gram - helt perfekt. 

August 2007

Øv, så har ødemerne for alvor meldt sin ankomst, og det betyder, at jeg har RET meget vand i benene - faktisk så meget, at mine ankler er pist væk - hvor usexet er det?!!! 😠

I morgen (3. august) skal jeg på Hillerød sygehus til undersøgelse og til en snak om kejsersnit osv. Jeg er meget spændt på, hvordan det går. Der er masser af liv i den lille, men jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg er grundigt træt af at være gravid. Det kniber med luften, maven er tung, jeg kan ikke bukke mig og jeg er igen begyndt at blive træt, så nedtællingen er startet.
-
Ja så har jeg været på Hillerød, hvor jeg talte med en rigtig sød læge og det blev aftalt, at jeg skal møde til forundersøgelse den 27. august og så vil de foretage kejsersnittet dagen efter. Dog med den mulighed, at jeg kan få fremskyndet det til ugen før, hvis jeg er for besværet - og det synes jeg, at jeg er... Jeg fik ved samme lejlighed udleveret en vandrejournal fra første graviditet, og ved sammeligning kan jeg se, at graviditeterne ligner hinanden meget.

Vi har købt et badebassin til haven, som er så stort, at vi alle tre kan være i det, og i disse varme dage, er det skønt at blive kølet ned og det lindrer lidt på ødemerne. Jeg ophober væske særligt fra knæene og ned, i ansigtet og i hænder og underarme (det klæder Skipper Skræk bedre at have store underarme!) 😀.
-
Desværre lykkedes det ikke at få fremskyndet kejsersnittet, så vi møder som aftalt op til forundersøgelsen på mandag og får overstået kejsersnittet tirsdag. Heldigvis kan jeg se en ende på det nu, og jeg skal ALDRIG mere være gravid. Hvis vi skal have en treer på et tidspunkt, bliver det helt sikkert en adopteret . Jeg har rigtig mange plukveer nu, som kommer oftere og er længere og mht vand i kroppen, kan jeg blot sige, at jeg ligner et luftskib, og der er bestemt ikke blevet mindre af det. Jeg var ved jordemoderen i sidste uge (14/8-07) og hun vurderede, at Victorias hoved ikke stod fast, så hvis fødslen går i gang, skal jeg ringe 112, og ligge HELT stille. Det er ikke så dramatisk, som det måske lyder, men det er vist af hensyn til, at hun ikke må bevæge sig ned i fødselskanalen. Samtidig skød hun den lille til at veje ca 3200, hvilket er rigtig pænt.

I øvrigt er vi blevet enige om, at hun skal hedde Victoria med "c", og hendes fulde navn bliver Victoria Erntoft Krüger - lidt royale er vi vel (for hun kommer til verden samme dato som en af lilleprinserne, men det har vi altså ikke bestemt 🙂).

Dette var nok sidste indlæg herfra, så næste historie om Victoria kommer i hendes dagbog, hvor jeg vil forsøge at opdatere med fotos og andet guf.

Hey hey